Moovy Exclusive: Tre Cronenberg-film du skal se før "Crimes of the Future"
David Cronenberg er snart tilbage, hvor han er bedst. Moovy anbefaler tre film før "Crimes of the Future".
Få nulevende filmskabere kan prale af at status som kultinstruktør over en håndfuld årtier og samtidig holde et nogenlunde højt niveau. Dét kan canadiske David Cronenberg. Jovist, ikke alle film er lige gode. Og de seneste ti år har uden tvivl være mesterinstruktørens absolut svageste, med lavpunkterne "Cosmopolis" og "Maps to the Stars" som forvarsel på, at The Baron of Blood endeligt var blevet blodfattig og pensionsmoden.
Mindst når man ventede det, slår Cronenberg igen. I en alder af 79 år. "Crimes of the Future" føles åndeligt beslægtet med klassikerne "Videodrome" og "Crash", der her på redaktionen betragtes som værende blandt mesterens allerbedste film. Samtidigt er der skåret en bagudskuende hymne ned i maveskindet på det enorme body of work siden debuten "Stereo" fra 1968. Og dette med velkendte tematiske og ekstremt grafiske virkemidler, der ikke ser sig bleg for at udpensle sin ulækre og tankevækkende body horror undervejs. Tre film er udplukket, der kan anbefales at se eller genses før premieren på "Crimes of the Future", for at komme ind under huden på temaerne, udover dem på redaktionens toplisten. Uden at afsløre noget fra David Cronenbergs kommende epos, naturligvis.
Scanners (1981)
Med eksploderende hoveder blev "Scanners" dén film, der for alvor sprøjtede David Cronenbergs body horror ud til et større publikum. Kritikerne var splittet, men biografgængerne og senere VHS-publikummet gjorde den senere til en vaskeægte kultklassiker og starten på rækken af de 80’er-film, som Cronenberg blandt horror-fans er mest elsket for. Sammen- og nedsmeltning af kød og menneskelighed og mistro til menneskets natur når magt korrumpere omsat i sci-fi-dystopi og konspirationer.
Som i "Crimes of the Future", ser verden noget anderledes ud end den, vi ser ud ad vinduet. Scanners, personer med overmenneskelige psykiske kræfter, forsøges rekrutteres af selskabet ConSec til militært brug. Samtidig ligger de i krig med den magtfulde anti-establishment rebel-scanner, Revok (karismatiske Michael Ironside i sin absolutte signatur-skurkerolle). Da ConSec lykkedes med at få en anden magtfuld scanner over på deres side, er der naturligvis et blodigt opgør undervejs. Alle ingredienserne til en solid 80’er-Cronenberg-film er til stede.
Blodbrødre (Dead Ringers) (1988)
Iskold og klinisk, er "Blodbrødre" en opvisning i underspillede ubehag og samtidig én af Cronenbergs mest skræmmende og tankevækkende film. Urovækkende narcissisme og dobbeltgængermotiver sættes i spil, når to tvillinge-gynækologer (spillet formidabelt af Jeremy Irons) bogstaveligt talt nedbryder køn og modsætningsforhold i blodrus og virkelighedsforvrængelse.
Selvom der er sin andel af frastødende sekvenser, ér "Blodbrødre" mere afdæmpet og kontrolleret end tidligere film som "Fluen"(1986), skæres der mildest talt ind til benet. Med groteske lægeremedier flænses de allermørkeste afkroge af mennesket op af sindssyge eksperimenter med fysisk og psykisk identiteten, stoffer og seksualitet. Alt dette krydret med en vaskeægte Cronenbergsk mavepuster af en slutning, som bliver hængende i krop og sind længe, længe efter.
eXistenZ (1999)
Forvrængelser af virkelighed er ikke alene et tema i føromtalte "Blodbrødre", men blandt andet også i den kreative fortolkning af William S. Burroughs junkie-hallucinerende "Naked Lunch" (1991) og den ufortjent oversete Freud-Jung-psykologiske thriller "A Dangerous Method" fra 2011. Vrangforestillinger og sammenbrud fortsætter i tech-thrilleren "eXistenZ", der denne gang går i en dengang – og nu – mere tidssvarende clinch med at adskille reel virkelighed fra virtual reality. Lyder det som plottet fra "The Matrix", der udkom samme år, tager du ikke helt fejl. Og alligevel kan de to film på mange måder ikke sammenlignes.
Eksistens holdes under luppen, uden at vi kommer tættere på, hvad der er kunstigt eller fysisk. Fra at vores hovedpersoner på bedste cyberpunk-vis logger sig ind i en virtuel-spilverden med deres bio-pods, en slags levende kødpose med organiske ledninger som stikkes ind i rygraden, udvaskes grænsen mellem virkelighed og spil. Den ene virkelighed forpester og transformeres til den anden – eller er det omvendt? – når mennesket leger Gud med sit eget mentale skaberværk og mister forbindelsen til sine begrænsninger undervejs. Når biologi smelter ud i ét med teknolog. Når rummet for at skabe bedre verdener åbner sig, men i stedet udvikler sig til ekstremisme, fordi mennesket ikke kan håndtere fri vilje. For er den fanatiske terroristgruppe Realists i sandhed virkelige, eller blot et produkt af spillets virtuelle og manipulerende virkelighed? Skræmmende profetisk. Men også et drilsk tankespind, som kun David Cronenberg kan vikle én ind i. Dét er han ikke blevet for gammel til med "Crimes of the Future".