Podcast: Spotlight #8 - David Cronenbergs krop og sind (Del III)

Tredje og sidste afsnit af Moovy Podcasts spotlight-serie om David Cronenberg skubber kropsgyset væk og fokuserer på identitet.

I sidste uge kunne du høre Moovy Podcast og Stine Teglgaard gennemgå David Cronenbergs film fra "Fluen" til "eXistenZ". Snakkene gik på kropsmutationer, erotik og mindfucks.

Mikkel Abel og Joachim Jelle forlod David Cronenberg og hans mange mageløse filmskabninger ved slutningen af årtusindet. Her havde han netop begået sig med "eXistenz" – en film, der på mange måder minder om "The Matrix", men som unægteligt står i skyggen af Wachowski-søstrenes episke værk.

Ligesom hans karakterer transformerer sig, så oplever vi også David Cronenberg ændre sit fokus endnu en gang. Hvor de tidlige år bød på intenst kropsgys med splatterfilm som "Shivers" og "Rabid", og hvor 80'erne og 90'erne fokuserede på det psykologiske, så sætter det nye årtusinde spotlyset på identitet – hvem vi er, og om man kan stole på sig selv.

Med "Spider" gik Cronenberg direkte ind i sit muligvis største økonomiske flop. Her spiller Ralph Fiennes den titulære Spider, som netop er løsladt fra et sanatorium af en art, og han går rundt i 50'ernes England og støber sin identitet gennem minder, drømme og vrangforestillinger. 

HØR OGSÅ: SPOTLIGHT #8 - DAVID CRONENBERGS KROP OG SIND (DEL II) M. STINE TEGLGAARD

Ironisk nok laver Cronenberg to af sine mest populære film bagefter – begge med Viggo Mortensen. "A History of Violence" og "Eastern Promises" stråler som to pragteksemplarer på, at den kantede instruktør sagtens kan begå sig med mainstream-film. 

Den tredje Viggo-film kommer i form af "A Dangerous Method", der fortæller historien om stridighederne mellem psykoanalysens skabere, Carl Jung og Sigmund Freud. Den canadiske instruktør har altid været glad for det underbevidste, så hvorfor ikke rejse tilbage til kilden?

Manden bag "Crash" og "Blodbrødre" vil bare ikke sættes i bås. Derfor går han ind i 2010'erne med den kapitalistiske roadtrip-film "Cosmopolis" med Robert Pattinson før skuespillerens egen forvandling. Cronenberg fortsætter med "Maps to the Stars" – en stjernespækket film, der kritiserer, hvad han selv kalder det sorte hul, som Hollywood nu er.

Slutteligt vender vi David Cronenberg som romanforfatter, som far til filmskabere og ikke mindst som skuespiller, hvor Johan Albrechtsen popper hovedet ind med vigtig "Star Trek"-information! Og naturligvis anmelder de også den biografaktuelle "Crimes of the Future", der markerer baronen af body horrors tilbagevenden til film efter en otteårig pause. Kan den mon finde ind på Moovys Top 5 over Cronenberg-film?

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Spotlight #8 - David Cronenbergs krop og sind (Del III)

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen