Podcast: Fem til fredag #29 - 5 klamme gyserfilm du skal se!

Hvad er bedre end gyserfilm? Klamme gyserfilm! I anledningen af premieren på "Saw X" anbefaler Moovy Podcast fem film, der giver myrekryb.

Moovy Podcast har nørdet "First Blood" og "Goodfellas", og nu lakker september mod enden, mens vi går oktober i møde. Og for mange filmnørder er efterårsmåneden en periode, hvor gysergenren fylder rigtig meget.

Dét gør gyset også hos Moovy Podcast, og i anledning af "Saw"-franchisens 10. kapitel, som du kan se i biograferne nu, varmer værterne, Joachim Jelle og Mikkel Abel, op til horror-måneden med en række gyseranbefalinger.

Men ikke bare gyserfilm! I denne uges 'Fem til fredag'-episode er der klamme gyserfilm på programmet. "Saw" var med til at introducere verden for torture porn, og det er også netop dét ekstreme, blodige og grænsesøgende gys, der fylder i anbefalingerne. Men hvad er det lige, der er så fascinerende ved denne ekstreme del af gysergenren?

HØR OGSÅ: SPOTLIGHT #8 - DAVID CRONENBERGS KROP OG SIND (DEL I) M. PETER SKJØTT

Joachim lægger ud med en film af en instruktør, der ifølge værten selv er dybt undervurderet og misforstået. Eli Roths "Cabin Fever" har nemlig masser af glimt i øjet og ikke mindst ulækre scener, når en virus inficerer og dræber folk.

Kroppen fylder meget i dagens film, og David Cronenbergs form for body horror spøger også. Sønnike Brandon Cronenberg slog igennem med den vilde "Possessor", og filmmagerens nye film, "Infinity Pool", skuffer da heller ikke, når sex, kroppe og vold forenes i den ene groteske scene efter den anden. Noget lignende sker i den bizarre "Excision" fra 2012, hvor en outsider måske er lidt for fascineret af kroppens muligheder og sex.

Men vi kan ikke stille skarpt på klamme film uden lige at nævne den franske New French Extremity-bølge. Her kommer Marina de Vans forløber, "In My Skin", i spil og viser, hvordan vold mod kroppen kan chokere selv de mest garvede gyserfans.

Og så kan dyr selvfølgelig også være klamme. Her gør den Roger Corman-producerede "The Nest" brug af tusindvis af ulækre kakerlakker og vilde praktiske effekter.

Vi lyttes ved!

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Fem til fredag #29 - 5 klamme gyserfilm du skal se!

  • ★★★★0

    Fedt afsnit, tak  :-)

    Kino.dk havde pudsigt nok samme emne i deres seneste podcast (udgivet i går) med overskriften "De klammeste film nogensinde". Bjarke Friis og Ask Hasselbalch havde fundet disse seks klamme film frem:

    - Men behind the Sun (1988)

    - Cannibal Holocaust (1980)

    - Angst (1983)

    - A Serbian Film (2010)

    - High Tension (2003)

    - Aftermath (1994 short)

     

    Cannibal Holocaust, Angst, og A Serbian Film havde jeg set i forvejen (som dog var lidt undervældende i forhold til mine forventninger).

    Men de andre tre lød som nogle film man helt klart bør se, hvis man går efter noget virkeligt klamt. De gav i hvert fald nogle herlige levende beskrivelser af, hvad man kan forvente af "uhyrligheder".

     

    Af jeres egne forslag skal jeg helt klart se Cabin Fever og Infinity Pool. 

    S. Rico29-09-23 16:17

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen