Jeg må erkende at jeg hverken har set eller hørt om de nævnte film, men derfor kan de selvfølgelig godt være gode. Det er bare ikke så højtprofilerede film eller nogen jeg mindes der har fået meget omtale, men sådan er det jo desværre ofte med de mindre film.
2022’s danske Oscar-kandidater er fundet
"Du som er i himlen", "Holy Spider" og "Resten af livet" skal dyste om at komme med i næste års Oscar-ræs.
Tidligere i år skrev en dansk film Oscar-historie, da den animerede dokumentar "Flugt" som den første film nogensinde blev nomineret til både Bedste animationsfilm, Bedste dokumentar og Bedste internationale spillefilm.
Desværre måtte "Flugt" gå tomhændet hjem, men lykkeligvis uddeles Oscar-priserne som bekendt årligt, så hvert forår er der en teoretisk chance for, at en dansk film vinder en prestigefyldt pris i Hollywood.
Og nu har den dansk Oscar-komité udvalgt de tre spillefilm fra i år, som skal dyste om at blive Danmarks Oscar-håb anno 2023. Det skriver DFI.
Se også: "At være flygtning er ikke en identitet, det er et livsvilkår" - interview med instruktøren bag "Flugt
Valgene er faldet på "Holy Spider" af Ali Abbasi, "Resten af livet" af Frelle Petersen og "Du som er i himlen" af Tea Lindeburg.
Den 27. september bliver den endelige kandidat udpeget af komitéen, som består af repræsentanter fra filmbranchen, den danske filmkritikerstab samt Det Danske Filminstitut. Først den 24. januar 2023 finder vi ud af, om folkene bag årets danske Oscar-kandidat skal booke flybilletter til Los Angeles op til næste års prisuddeling den 12. marts 2023.
"Holy Spider" og "Du som er i himlen" må betragtes som trioens frontløbere i det danske Oscar-ræs – "Holy Spider" blev nomineret til Guldpalmen under årets Cannes-filmfestival (og Zar Amir-Ebrahimi vandt i øvrigt for Bedste kvindelige skuespillerpræstation), og "Du som er i himlen" har allerede vundet priser på prestigefyldte filmfestivaler i Sverige og Spanien.
Det sønderjyske familiedrama "Resten af livet" (af "Onkel"-instruktøren Frelle Petersen) er dog også nomineret til hovedprisen på dette års udgave af den spanske San Sebastian-filmfestival, hvor "Du som er i himlen" vandt Bedste instruktør og Bedste kvindelige hovedrolle sidste år.
"Holy Spider", der handler om en kvindelig journalist, der jager en seriemorder i Iran, udkommer i de danske biografer den 13. oktober, mens vi her på Moovy tilbage i februar gav topkarakter til "Du som er i himlen", der handler om en problematisk fødsel på en gård i 1800-tallets Danmark, og som vi betegnede som "en filmisk og følelsesmæssig rutsjebanetur af en anden verden."
Herunder kan I se Moovy TV's interviews med filmens instruktør (Tea Lindeburg), hovedrolleindehaver (Flora Ofelia Hofmann Lindahl) og lyddesigner (Peter Albrechtsen):