5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" bliver seriens sidste – men "Strange New Worlds" får flere sæsoner

Ét galaktisk eventyr slutter, mens et andet fortsætter med ufortrøden warp-kraft...

Sidste år sluttede "Star Trek: Picard", om få uger får vi afrundingen på "Star Trek: Discovery", og nu er det officielt: til efteråret bliver der sat punktum for "Star Trek: Lower Decks". Det skriver Variety.

Animationsserien blev kickstartet i 2020 og blev udtænkt af den forhenværende "Rick and Morty"-producer Mike McMahan. I serien følger vi flere nyuddannede fændrikker fra Starfleets akademi, som udforsker galaksen om bord på rumskibet USS Cerritos. Skuespillere som Jack Quaid ("The Boys"), Tawny Newsome ("Space Force") og Eugene Cordero ("Loki") pustede liv i de unge tegnefilmshelte i lydstudiet.

Seriens miks af eventyrlig "Star Trek"-action og kulørt komik fik hurtigt trekkies med om bord, og derudover er "Star Trek: Lower Decks" blevet nomineret til flere prestigefyldte priser – herunder en Emmy, en Hugo Award og to Critics' Choice Awards i kategorien Bedste animationsserie.

Men den 5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" bliver altså seriens sidste, og den udkommer engang til efteråret – det er dog uvist hvor herhjemme, hvor man i skrivende stund kun kan se sæson 1 og 2 på Amazons streamingtjeneste, Prime Video. Vi forventer dog, at alle 5 sæsoner en skønne dag dukker op på ShyShowtime, som rummer de fleste af "Star Trek"-franchisens film og serier.

Læs også: Nicolas Cage drømmer stadig om at være med i "Star Trek"

Til gengæld kan "Star Trek"-fans se frem til flere sæsoner af den succesfulde live-action-serie "Star Trek: Strange New Worlds". Sæson 3 er netop nu ved at blive skudt i Canada, og den får formentlig streaming-premiere tidligt i 2025, og Variety skriver, at sæson 4 allerede har fået grønt lys.

Det kommer ikke som nogen overraskelse, idet afsnittene fra seriens 2. sæson – som blev lanceret sidste år – hyppigt optrådte på oversigten over USA's 10 mest sete nye tv-episoder.

"Star Trek: Strange New Worlds" udfolder sig i det 23. århundrede små ti år før begivenhederne i den oprindelige "Star Trek"-serie fra 1960'erne. Her møder vi bl.a. James T. Kirks forgænger på USS Enterprise, kaptajn Christopher Pike, og en ung Spock.

Meget mere "Star Trek" er i øvrigt på trapperne – herunder tv-filmen "Star Trek: Section 31" med Michelle Yeoh i hovedrollen samt 2. sæson af animationsserien "Star Trek: Prodigy" og den splinternye spin-off "Star Trek: Starfleet Academy", som efterplanen går i produktion her til sommer.

Herunder kan I i øvrigt se Moovy TV's videointerview med stjernerne i "Star Trek: Strange New Worlds": Anson Mount (Pike) og Rebecca Romijn (Una Chin-Riley):

Kommentarer

5. sæson af "Star Trek: Lower Decks" bliver seriens sidste – men "Strange New Worlds" får flere sæsoner

  • ★★★★★★0

    Herligt med mere SNW

    Wayne13-04-24 12:18

  • ★★★★1

    "Vi forventer dog, at alle 5 sæsoner en skønne dag dukker op på ShyShowtime, som rummer de fleste af "Star Trek"-franchisens film og serier."

    Jeg har aldrig hørt om ShyShowtime før. Men det er vel fordi tjenesten er for genert til at gøre noget væsen af sig :-)

    S. Rico13-04-24 12:23

  • ★★★★★★1

    "Vi forventer dog, at alle 5 sæsoner en skønne dag dukker op på ShyShowtime, som rummer de fleste af "Star Trek"-franchisens film og serier."

    Jeg har aldrig hørt om ShyShowtime før. Men det er vel fordi tjenesten er for genert til at gøre noget væsen af sig :-)

    Wayne13-04-24 13:40

  • ★★★★★1

    Øv :-/ selvfølgelig dejligt med en serie, der slutter, mens legen er god. Men mens jeg havde SÅ lave forventninger, før serien udkom, så har Lower Decks vist sig at være den bedste af alle de nyere Trek-serier. Ville gerne have haft lidt mere end 50 episoder…

    The Insider13-04-24 14:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen