"Babe"-stjernen James Cromwell redder en ægte gris – og døber den ’Babe’!

That'll do, James. That'll do.

Den tidløse familiefilm "Babe - den kække gris" – som blev nomineret til hele 7 Oscars, herunder Bedste film – fortæller en af filmhistoriens mest hjertevarmende og inspirerende historier.

Det er selvfølgelig historien om den lille, unge gris Babe, som reddes fra pølsefabrikken og ender hos farmeren Arthur Hoggett, spillet af en Oscar-nomineret James Cromwell. Hoggett dropper at slagte det lille dyr, og i stedet inviterer han Babe ind i sit hjem. Til slut ender Babe endda med at være en værdig vikar for farmerens hyrdehund.

Men nu har den virkelige verden serveret en historie, der måske – selvom man skulle tro, det var decideret umuligt – er endnu mere rørende end den fiktive fortælling i "Babe".

Cromwell har nemlig reddet en ægte gris fra at blive slagtet, skriver Variety. Og som om det ikke var nok, så har skuespilleren (selvfølgelig) døbt grisen Babe.

Læs også: Quentin Tarantino elsker Gurli Gris

Den efterhånden 83-årige Cromwell er en passioneret dyrerettighedsforkæmper og æresdirektør for dyreretsforeningen PETA (People for the Ethical Treatment of Animals).

Da den nævnte gris røg ud af en lastbil på vej til et slagteri, satte Cromwell personligt alt ind på at få den sårede gris transporteret til dyreinternat i Pennsylvania.

Cromwell fik dernæst hilst på grisen virtuelt via Zoom (se det nedenstående billede). I en udtalelse konstaterer Cromwell:

"Da jeg var så privilegeret at få lov til at se og opleve grises intelligens og nysgerrighed under optagelserne til 'Babe - den kække gris', ændrede det både mit liv og min kost. Derfor sagde jeg øjeblikkeligt ja til at hjælpe med at redde denne ægte Babe. Hver eneste gris fortjener at leve i fred i et reservat, hvor den selv kan vælge, hvornår den vil more sig, spise og hygge – men kun få af dem får lov til det."

PETA fastslår, at USA's kødindustri slagter 129 millioner grise om året, og at det normalt sker ved, at grisens hale bliver kappet af, før dens tænder trækkes ud med en tang, og de mandlige grise kastreres – alt sammen uden brug af smertestillende medicin. I slagteriet hænges de på hovedet og får lov til at bløde ud.

Kommentarer

"Babe"-stjernen James Cromwell redder en ægte gris – og døber den ’Babe’!

  • ★★★★★★0

    Ah... Det er sgu ikke sådan man slagter svin. De sendes i et gaskammer og bliver bedøvet med Co2 og så hængt op i bagbenene, hvorefter en slags støvsuger stikkes ind i halsen og suger deres blod ud... Og SÅ dør de. (Har ved selvsyn set det på griseKZ i Horsens)

    davenport 1-05-23 16:04

  • ★★★★★0

    Det kommer fra PETA's egen hjemmeside :-) Men det ville bestemt heller ikke undre mig, at de var lidt mindre "humane" derovre med processen. (om end det stadig lyder lidt voldsomt med blodsugende støvuger)

    The Insider 1-05-23 16:08

  • ★★★★★★0

    Tja, men det ser fedt ud irl ;D

    davenport 1-05-23 17:38

  • ★★★1

    Selvom PETA lejlighedsvis har hjertet på rette sted, er de også kendt for at have et lidt lemfældigt forhold til sandheden. Kampagnen hvor de forsøgte at hægte autisme sammen med at drikke mælk, er et eksempel på dette.

    NSF 1-05-23 18:09

    Damn!

    Jeg ville dog reelt ønske, at jeg var bedre til at spise vegetarisk – særligt når jeg genser en film som "Babe" <3

    The Insider 1-05-23 18:21

  • ★★★0

    Damn!

    Jeg ville dog reelt ønske, at jeg var bedre til at spise vegetarisk – særligt når jeg genser en film som "Babe" <3

    Det kræver jo blot at vi finder vegetariske nuggets der smager rigtigt!

    NSF 1-05-23 19:07

  • ★★★★★0

    Det kræver jo blot at vi finder vegetariske nuggets der smager rigtigt!

    Det er helt klart den største udfordring! :-D

    The Insider 1-05-23 19:11

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen