Christopher Nolans "Tenet" skal indtjene 1 mia. dollars for at generere overskud

Der hviler et stort pres på den kommende thrillers skuldre.

Hollywood er blevet meget hårdt ramt af coronapandemien. Mange biografer i og uden for USA er lukkede, og derfor bliver storfilm udskudt på stribe, fordi filmselskaberne selvsagt er bange for at miste penge på at udgive kostelige film, der kun kan sælge et begrænset antal billetter i få, udvalgte lande.

En "kold krig" er også brudt ud i USA mellem filmselskabet Universal og landets største biografkæder, fordi Universal planlægger at udgive film samtidigt på VOD og i biffen fremover, efter at deres nye animationsfilm "Trolls World Tour" blev en stor succes på streaming-fronten under pandemien.

Og det er ikke nogen hemmelighed, at mange biografer higer efter at få en ny storfilm på plakaten, som kan lokke folk tilbage i biografsalene, og netop Christopher Nolans "Tenet" bliver set som biografernes store håb – både fordi filmen er enormt hypet, og fordi Nolan har kæmpet aktivt for at forhindre filmen i at blive udskudt. Desværre uden held.

Fra 16. juli til 31. juli til 12. august til...?

Filmen skulle oprindeligt have haft dansk biografpremiere i går, den 16. juli. Senere blev den udskudt til den 31. juli og dernæst til den 12. august, og filmselskabet Warner Bros. agter angiveligt at udskyde filmen igen snart.

Men det er tydeligvis risikabelt at udgive netop "Tenet", før flere biografer åbner, og flere lande får et bedre greb om Covid-19, for ifølge Indiewire har Warner Bros. brugt omtrent 400 mio. dollars på at finansiere filmen og dens PR-kampagne.

Således skal "Tenet" indtjene godt 800 mio. dollars på verdensplan for ikke at ende som en underskudsforretning, og den skal indtjene over 1 mia. dollars for at genere et nævneværdigt overskud. Helst langt over 1 mia. dollars.

Filmen er i øvrigt finansieret (som de fleste storfilm bliver) gennem en række lån, og jo længere tid der går, før filmen udkommer, desto større bliver renterne på det lån.

Ingen klokkeklar løsning i sigte

Problemet er, at de fleste biografer i befolkningsrige områder i USA såsom Californien, New York, Texas, Arizona og Florida har lukket deres biografer på grund af Covid-19, og det ser ikke umiddelbart ud til, at de åbner igen inden for den nærmeste fremtid. Kina er også et vigtigt marked for USA's filmselskaber, men Kinas biografer er også stadigvæk lukkede.

Og når biograferne en skønne dag åbner, bliver der formentlig stillet krav til afstand mellem biografsalenes sæder (ligesom netop nu i danske biografsale), hvilket også vil ramme filmens potentielle indtjening hårdt.

Og fordi netop "Tenet" – ligesom de fleste af Nolans film – er omgivet af dragende mystik, er det risikabelt for Warner Bros. at udgive filmen tidligere uden for USA, da amerikanske biografgængere så potentielt kan blive spoilet og derved miste lysten til at opsøge filmen i biffen.

Warner Bros. kunne sikkert score kassen på at udgive "Tenet" online via VOD eller en streaming-tjeneste som HBO Max, men en sådan beslutning vil stensikkert tirre Nolan, der insisterer kraftigt på at udgive filmen i biografen, og Warner Bros. vil næppe risikere at støde deres vigtigste filmmager fra sig.

Hvis alt går efter planen, så lander "Tenet" i de danske biografer den 12. august. Vi krydser fingre!

Kommentarer

Christopher Nolans "Tenet" skal indtjene 1 mia. dollars for at generere overskud

  • ★★★★1

    I pledge 100 kroner cirka. 

    Lars!17-07-20 22:55

  • ★★★★1

    Mon ikke jeg ender med at smide mindst 300kr

    Wayne17-07-20 23:27

  • ★★★★0

    49 på DVD :) 

    Guldager18-07-20 06:05

  • ★★★1

    Desværre går det kun een vej i USA lige nu. Jeg har svært ved at se en situation indenfor den nærmeste fremtid hvor det giver mening at lancere store film i amerikanske biografer. Det kunne sagtens være hele resten af 2020 der er fucked. Det er lidt af et dilemma.

    gi-jones18-07-20 08:43

  • ★★★★★★1

    Det er en del den skal tjene. Corona-krisen kunne dog muligvis godt gå hen og ødelægge lidt der. Særligt i usa er de hårdt ramt (og den orange klovn gør det ikke nemmere). 

    Uanset, så ender jeg med at smide lidt penge efter den. Om ikke andet 99 kr i Føtex.

    T. Nielsen18-07-20 08:46

  • ★★★★0

    Forstår ikke det med at få filmen spoilet. Det forholder sig vel også omvendt når en film før premiere i USA før alle andre steder. 

    Babo18-07-20 08:56

  • ★★0

    De er jo næsten nød til at finde en løsning, det kan jo ikke blive ved sådan her. Synes de burde bare udgive det på VOD og diverse diske for at få noget indenbords nu. Ja det er træls Nolan, men du må bøje dig, folk skal nok vade ind i biograferne alligevel og nyde din film på det kæmpe lærred. Kunne man ikke lave nogle udgivelser der kostede lidt mere også indeholdt en biograf billet til den film.

    MOVIE100018-07-20 09:17

  • ★★★★0

    Tror efterhånden også premieren bliver udskudt til næste år - november eller december i år hvis vi er heldige. Men glæder mig stadig =)

    David Lund18-07-20 09:38

  • 0

    Træls med sådan en principfast stolthed, at man i den givne situation ikke bare smider den ud på streamning, og så lade det gå bedst muligt. Lige nu lyder det som en film, der kastes penge efter allerede nu. Men på den anden side, giver det også en voldsum hype :)

    Ronni Pedersen18-07-20 12:32

  • ★★1

    Træls med sådan en principfast stolthed

    Principfast stolthed?

    HonoDelLoce18-07-20 20:14

  • ★★★★1

    Principfast stolthed?

    Ja, det var da en alternativ måde at snakke om "penge" på. :) 

    Lars!19-07-20 12:07

  • ★★★★0

    Jeg mener faktisk ikke han skal have noget at sige hvorvidt filmen skal spille internationelt først eller ej. Det er trods alt der pengene hentes hjem også, så hvorfor fuk skal vi vente endnu længere?

    Babo19-07-20 12:24

  • ★★0

    Ja, det var da en alternativ måde at snakke om "penge" på. :) 

    Ja, det tænkte jeg også lige :-)

    HonoDelLoce19-07-20 12:31

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen