Jimmy Kimmel vender tilbage som Oscar-vært i 2018

Som oftest bliver værten til det store Oscar-show først meldt ud i sidste øjeblik – eller i hvert fald få måneder før prisuddelingen. Men Jimmy Kimmel gjorde åbenbart et så godt indtryk tilbage i februar, at det allerede nu er blevet besluttet, at han atter skal agere Oscar-vært til næste år, når den røde løber rulles ud 4. marts til den 90. Oscaruddeling.

Academy President Cheryl Boone Isaacs udtaler: "Jimmy beviste fra sin åbningsmonolog og hele vejen igennem en finale, som vi aldrig kunne have forestillet os, at han er en af de bedste værter i Oscars historie."

Kimmel selv siger: "Det at være Oscar-vært var højdepunktet af min karriere... Hvis du tror, vi klokkede i det i år, så bare vent, til du ser, hvad vi har planlagt til 90-årsdagen!"

Og hvis også anden gang er lykkens gang, ser det ud til, at Jimmy Kimmel muligvis godt kan sætte kryds i kalenderen omkring marts måned i de næste mange år. I hvert fald udtaler Channing Dungey, President hos ABC Entertainment: "Efter kun ét år kan vi ikke forestille os andre som Oscar-vært."

Blandt tidligere populære værter finder man Bob Hope, der debuterede som vært i 1940 og nåede at være vært på showet hele 18 gange. Han efterfølges af bl.a. Billy Crystal (8 gange), Johnny Carson (5 gange), Jack Lemmon (4 gange) og Whoopi Goldberg (4 gange).

Kommentarer

Jimmy Kimmel vender tilbage som Oscar-vært i 2018

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen