Kultfilmen "Sexy Beast" får en prequel-serie – og castet er på plads

Det bliver svært ikke at savne Ray Winstone og Ben Kingsley i den kommende tv-serie.

Ganske vist indtjente den kun 10 mio. dollars på verdensplan for lige godt 20 år siden, men det stilfulde gangsterdrama "Sexy Beast" har opbygget en anseelig fanskare siden da.

Og det er stensikkert derfor, at en prequel-serie har fået grønt lys. Den kommende streaming-føljeton vil formentlig bære samme navn som sin forløber, og den produceres i øvrigt til Paramount+.

I den oprindelige film spiller Ray Winstone ("Beowulf", "The Departed") en tidligere gangster, Gal, som har vendt sin forbryderiske fortid ryggen og nu lever i fred og ro i Spanien.

Men en dag dukker en af Gals gamle "kollegaer" pludselig op, den hidsige håndlanger Don – spillet af Ben Kingsley ("Dobbeltspil", "Gandhi") – og han insisterer på, at Gal skal hjælpe ham på én sidste, farlig opgave. Og Don er ikke indstillet på at acceptere et nej.

Se også: "Dobbeltspil"-interviews med Ben Kingsley, Theo James og Per Fly!

Den kommende serie følger Gal og Don i deres yngre dage som bedste venner og tyveknægte i 90'ernes østlige London. Serien vil også skildre Gals møde med sin udkårne, pornostjernen Deedee, som blev spillet af Amanda Redman ("Fornyet mistanke") i den oprindelige film.

Og også Gal og Dons gamle chef, Teddy Bass – som blev spillet af Ian McShane ("Deadwood") i filmen – er en magtfaktor i "Sexy Beast"-serien.

Og Variety rapporterer, at optagelserne til serien netop er blevet skudt i gang i Liverpool, og at alle roller er blevet udfyldt. James McArdle ("Mare of Easttown", "Andor") spiller den unge Gal, mens Emun Elliott ("Prometheus", "Game of Thrones") spiller Don.

Deedee og Teddy Bass spilles af hhv. Sarah Greene ("The Guard", "Burnt") og Stephen Moyer ("True Blood", "Priest").

Seriens hovedforfatter er Michael Caleo, som allerede har masser af erfaring inden for gangstergenren, idet han arbejdede på "The Sopranos" og skrev Luc Bessons krimikomedie "Farvel til mafiaen" med Robert De Niro og Michelle Pfeiffer. David Scinto og Louis Mellis, som skrev den oprindelige film, er også med om bord som producere.

Det er svært ikke at få lyst til at gense Ben Kingsleys Oscar-nominerede præstation i "Sexy Beast", når man taler om filmen, så herunder kan I gense bare én af originalfilmens herlige scener med Kingsley i topform:

Kommentarer

Kultfilmen "Sexy Beast" får en prequel-serie – og castet er på plads

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen