"Mænd der hader kvinder"-instruktør arbejder på ny dansk film

Niels Arden Oplev har i "Rose" blandt andre Sofie Gråbøl, Anders W. Berthelsen, Søren Malling og Peter Gantzler på rollelisten.

Den danske filminstruktør Niels Arden Oplev er for øjeblikket i Jylland for at filme sin næste danske film, som optages i Midt- og Østjylland med en afstikker til Paris. Det fastslås i en pressemeddelelse.

Handlingen i "Rose" udspiller sig hen over en uge i efteråret 1997. En turistbus ruller ud fra Aalborg Rutebilstation med kurs mod byernes by, Paris. I bussen sidder Inger (Sofie Gråbøl), hendes søster Ellen (Lene Maria Christensen) og svogeren Vagn (Anders W. Berthelsen) sammen med en gruppe glade og forventningsfulde nordjyder. Uvidende om, hvad den næste uge vil bringe.

Men bussen, som køres af tour-guiden Ole (Peter Gantzler), er knap nok nået frem til den jyske motorvej, som skal føre dem sydpå, før Inger delagtiggør resten af selskabet i sin egen sindslidelse, hvilket lægger en dæmper på stemningen.

Læs også: Anders Matthesen og "Gomorra"-stjerne i ny Avaz-film

Niels Arden Oplev fortæller: "'Rose' er fortællingen om de to søstre Inger og Ellen og om, hvordan deres forhold bliver udfordret på en busrejse til Paris, som på alle måder udvikler sig i både rørende og ufrivilligt komiske og dramatiske retninger.

"Det er en film om at drive omsorg og kærlighed for hinanden på trods af vores forskelligheder. Og så er det en fim om, at vi ikke altid skal skue hunden på hårene. For de indre og sande kvaliteter opfanges kun sjældent af øjet, der ser," afslutter Niels Arden Oplev, der betragter filmen som sin mest personlige film siden "Drømmen" fra 2006, som var baseret på minder fra Oplevs egen opvækst i Nordjylland.

Niels Arden Oplev står bag en håndfuld store danske film fra de seneste to årtier – heriblandt "Ser du månen, Daniel" fra sidste år og Stieg Larsson-filmatiseringen "Mænd der hader kvinder". I de seneste ti år har Oplev primært arbejdet i udlandet, hvor han har skrevet, instrueret og produceret adskillige film og tv-serier, såsom "Flatliners"-remaket og tv-succesen "Mr. Robot".

"Rose" forventes at få premiere i sensommeren 2021.

Kommentarer

"Mænd der hader kvinder"-instruktør arbejder på ny dansk film

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen