Matt Reeves´ "The Batman" får tv-spin-off

Serien vil fokusere på politistyrkens arbejde i Gotham.

På grund af coronavirussens udbrud blev Matt Reeves' kommende "The Batman" for nylig udskudt til 2021. Men Reeves og Co. har bestemt ikke brugt karantænetiden på bare at trille tommelfingre.

Reeves og "Boardwalk Empire"-skaberen Terence Winter, som i sin tid også arbejdede på gangsterserien "The Sopranos", arbejder i fællesskab på en tv-serie, som foregår i samme univers og tidsperiode som Reeves' kommende superheltefilm.

Serien har endnu ikke nogen officiel titel, men flere kilder fortæller The Hollywood Reporter, at serien omtales som "Gotham Central" af dem, som arbejder på den.

Se også: Kunstner forvandler Nikolaj Coster-Waldau til superskurken Two-Face

Det vides endnu ikke, om Jeffrey Wright ("Westworld"), som spiller politikommissær Gordon i Reeves' film, vil gentage rollen i den kommende tv-serie, som produceres til streamingtjenesten HBO Max.

I en officiel udmelding slår HBO Max fast, at serien vil fokusere på den politikorruption, som skildres i "The Batman", og at den vil se nærmere på Gothams tiltalende og komplekse karakterer.

Det er ellers blot et år siden, at den Emmy-belønnede tv-serie "Gotham" sluttede efter fem sæsoner, og den serie fokuserede også på netop politiets arbejde i Batmans fiktive hjemstad.

Det vides endnu ikke, hvornår "Gotham Central" går i produktion eller udkommer.

Kommentarer

Matt Reeves´ "The Batman" får tv-spin-off

  • ★★0

    Skal vi nu ikke lige se om filmen først er god, før der produceres utallige spin-offs?

    Essal12-07-20 18:52

  • ★★★★0

    Det er ellers blot et år siden, at den Emmy-belønnede tv-serie "Gotham" sluttede efter fem sæsoner, og den serie fokuserede også på netop politiets arbejde i Batmans fiktive hjemstad.

    Den handlede nu mere om the Villains, og så overraskedne nok aligevel en del om en Ung Bruce Wayne.

    Et godt stykke fra Gotham Central Tegneserien, der netop handlede meget omkring Politiet i byen, en overraskende god tegneserie.

    Elwood12-07-20 19:50

  • 1

    Hmmm, har vi ikke en hel serie, har fokus på Gotham’s politistyrke...?

    Dominar Rygel XVI12-07-20 20:13

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen