Spike Lee: "Oppenheimer" burde have vist angrebet på Japan

Manden bag "Malcolm X" og "Do the Right Thing" melder sig ind i debatten om Christopher Nolans kunstneriske valg i hans kritikerroste krigsdrama.

Det er snart tre måneder siden, at Christopher Nolans "Oppenheimer" fik biografpremiere, men dramaet om atombombens skabelse sælger stadig biografbilletter (filmen har i skrivende stund indtjent 934 mio. dollars på verdensplan) og skaber stadig debat.

En anden af USA's helt store filmmagere i nyere tid, Spike Lee, er ligesom de fleste af os svært begejstret for Nolans nyeste opus, men Lee har også et par anker.

I et interview med The Washington Post hæfter Lee sig ved, at Nolan ikke skildrer atombomberne lande i Hiroshima eller Nagasaki. I stedet hører vi om detonationerne samtidigt med, at filmens omdrejningspunkt, fysikeren J. Robert Oppenheimer, erfarer, at bomberne er blevet brugt.

Og mens Nolans kreative valg formentlig er truffet for at fastholde seeren i Oppenheimers sted, så synes Lee altså, at "Oppenheimer" mangler scener, der direkte viser de menneskelige konsekvenser i Japan.

Læs også: Oliver Stone takkede nej til at lave film om Oppenheimer flere år før Christopher Nolans film

"Nolan er en fantastisk filmmager," fortæller Lee, "og 'Oppenheimer' er en storslået film. Jeg viste 'Dunkirk' i min undervisning. Og det her er ikke en kritik, men en kommentar: Når nu filmen er tre timer lang, så vil jeg gerne have tilføjet nogle flere minutter, der viser, hvad der skete med det japanske folk.

"Folk blev udslettet. Mange år senere var folk stadig radioaktive. Det er ikke sådan, at Nolan ikke fik lov til at vise det. Han fortæller filmselskaberne, hvad de skal gøre. Jeg ville have elsket det, hvis filmen til sidst viste konsekvenserne for det japanske folk. Men det her er kærligt ment. Der er sikkert nogle ting, som Nolan gerne vil ændre i 'Do the Right Thing' og 'Malcolm X'."

Det estimeres, at mellem 129.000 og 226.000 japanere (hovedsageligt civile) blev dræbt af USA's to atombomber – et våben, som siden da aldrig er blevet brugt i krig. "Oppenheimer" er blevet en gigantisk billetsælger over hele kloden, men den har vel at mærke ikke fået biografpremiere i Japan.

Men selvom "Oppenheimer" ikke skildrer bombningerne af Hiroshima og Nagasaki, så får den os til gengæld helt ind under huden på J. Robert Oppenheimer, som tydeligt også har svært ved at håndtere sin bombes ødelæggelser. Og vi kommer bl.a. helt tæt på Oppenheimer takket være musikken af Ludwig Göransson ("Black Panther", "The Mandalorian"), som vi talte med kort før filmens premiere:

Kommentarer

Spike Lee: "Oppenheimer" burde have vist angrebet på Japan

  • ★★★★1

    Spike Lee burde ta' og lave gode film igen...

    Gasivodo 7-10-23 19:22

  • 0

    Det er jo ikke en ubeskrevet side i historiebøgerne. Film og information om begivenheden er legio på internettet. Jeg synes at Nolan gør det rigtige, i at fastholde blikket på Oppenheimer himself.

    nwinther10-10-23 13:16

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen