Sylvester Stallone: Jeg vender ikke tilbage som Rocky i "Creed III"

Sly har tilsyneladende lagt boksehandskerne væk for bestandigt.

For nylig blev skuespilleren Michael B. Jordan officielt hyret til at instruere den tredje "Creed"-film, hvori Jordan foran kameraet gentager rollen som den unge, frembrusende bokser Adonis Johnson. "Creed III" bliver således "Black Panther"-stjernens instruktørdebut.

I både "Creed" og "Creed II" blev Johnson trænet af den legendariske Rocky (Sylvester Stallone), som var gode venner med Johnsons afdøde far: bokseren Apollo Creed.

Men i forbindelse med den officielle udmelding om "Creed III" og Jordans instruktørtjans for en måneds tid siden blev Stallone ikke nævnt, og derfor har der floreret rygter om, at Stallone ikke vender tilbage – og nu har den 74-årige skuespiller omsider gjort os klogere på sagen.

Læs også: Sylvester Stallone: "Demolition Man 2" er på vej

For på sin officielle Instagram-side blev Stallone direkte adspurgt af en fan, om han ville vende tilbage i "Creed III", og skuespilleren svarede:

"Filmen bliver lavet, men jeg er ikke med i den. Kæmp videre."

Selvom Stallones lettere kryptiske svar ikke gør os klogere på, om han gerne ville have været med i "Creed III", så er det ikke ensbetydende med, at han har "pensioneret" Rocky-figuren. Der er i øjeblikket snak om at lave en "Rocky"-tv-serie om bokserens unge år, som Stallone vil producere og måske endda medvirke i.

"Creed III" udkommer efter planen i biograferne i november 2022.

Kommentarer

Sylvester Stallone: Jeg vender ikke tilbage som Rocky i "Creed III"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen