Podcast: Anmeldelser: Nattevagten 2, Wonka, Saltburn, The Iron Claw, Indiana Jones 5, Faldne blade m.fl.
Moovy Podcast anmelder årets sidste premierefilm, som byder på wrestling, chokolade, dansk gys, klassisk musik og meget andet.
Året lakker mod enden, men derfor skruer biograferne og streamingtjenesterne altså ikke ned for udgivelsen af nye, spændende premieretitler. Tværtimod har dagens episode af Moovy Podcast et tætpakket program med årets sidste store og imødesete titler.
De to værter, Joachim Jelle og Mikkel Abel, kårede i sidste uge de bedste filmopdagelser, de begik i 2023, og ugen forinden blev der julehygget med kærlighed til "Alene hjemme". Men i denne episode skal stjernerne findes frem, når årets sidste anmeldelser skal på bordet.
Timothée Chalamet giver sit bud på den gakkede chokolademager Willy Wonka, men får værterne chokoladen galt i halsen, når musicalen "Wonka" spiller op til dans med sit finurlige univers?
Derefter går turen til Finland, hvor eneren Aki Kaurismäki vender tilbage med den bittersøde, romantiske "Faldne blade", der bl.a. byder på sorthumoristisk karaoke og biografbesøg. Sommerens blockbuster-spektakel, "Indiana Jones and the Dial of Destiny", er også landet på streaming, så den får også ord med på vejen. Er der flere kræfter tilbage i Indys pisk i den femte film om den legendariske skattejæger?
HØR OGSÅ: TOP 10 - BEDSTE FILMOPDAGELSER 2023
Både "Maestro", "Saltburn" og "The Iron Claw" udkommer med en stor portion forventninger og ikke mindst Oscar-buzz som potentielle kandidater, der kan mænge sig blandt de nominerede film næste år.
Instruktør/skuespiller Bradley Cooper og Emerald Fennel, der slog igennem med "Promising Young Woman", skal hver især bevise, at de kan lave den svære toer med henholdsvis "Maestro" og "Saltburn". Den ene en biopic om komponisten/dirigenten Leonard Bernstein og den anden en udspekuleret thriller, der byder på flere uhyrligheder.
"The Iron Claw" har fået nogle af Hollywoods populære fyre til at hoppe i træningscenteret og få strammet musklerne op. Navne som Zac Efron ("High School Musical"), Jeremy Allen White ("The Bear") og Harris Dickinson ("Triangle of Sadness") spiller brødre i filmen om Von Erich-familien, der alle var wrestlere – og gennemgik utallige tragedier i og uden for ringen.
Afsluttende skal der sættes ord på noget så sjældent som en dansk gyser. Ole Bornedal vender efter godt 30 år tilbage i genren med en efterfølger til "Nattevagten", der har fået undertitlen "Dæmoner går i arv". Her hjemsøges den nye nattevagt af fortidens familietraumer, men kan Bornedal stadigvæk skrue en gedigen gyser sammen her i 2023?
Vi lyttes ved!
0:00:00 - Introduktion
0:09:55 - Anmeldelse af "Wonka"
0:27:14 - Anmeldelse af "Faldne blade"
0:37:27 - Anmeldelse af "Indiana Jones and the Dial of Destiny"
0:52:55 - Anmeldelse af "Maestro"
1:09:03 - Anmeldelse af "The Iron Claw"
1:25:30 - Anmeldelse af "Saltburn"
1:41:10 - Anmeldelse af "Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv"
1:56:13 - Opsummering og afslutning
Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.
Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.