Podcast: Top 10: Bedste filmopdagelser 2023

Moovy Podcast kårer de 10 bedste filmopdagelser, de har lavet igennem 2023!

Filmelskere og filmnørder, dette er en episode dedikeret til jer – jer, der elsker at gå på opdagelse som cinefile guldgravere og finde jeres potentielle nye yndlingsfilm!

Jeres værter, Mikkel Abel og Joachim Jelle, har set ualmindeligt mange film fra før dette herrens år 2023, og her har de samlet de bedste af de bedste af disse (lidt) ældre film, så du ved lige præcis, hvad du skal bruge din juleferie på.

Efter at være blevet efterladt Alene hjemme med Kevin oven på en tur forbi biograferne med anmeldelser er det nu tid til at evaluere et år, der er gået – og hvilken bedre måde at gøre det på end at lave toplister?

HØR OGSÅ: SPOTLIGHT: ALENE HJEMME (1990)

Denne uges episode handler om kærlighed til filmmediet – om kærlighed til gamle film, ukendte film og mesterværker. Moovy Podcast har leget guldgravere og fundet de film fra før 2023, der har gjort mest indtryk på dem i år.

Listerne kommer til at bestå af klassiske sort-hvid-gyserfilm og grindhouse/exploitation-film fra 1970'erne, som Mikkel er kendt for at elske. Listerne byder også på store melodramatiske følelser – om det er med Rock Hudson i Technicolor, John Cusack med boombox eller en Robert Redford-instrueret Oscar-vinder.

Joachim har også taget en ukendt actionperle med til komatøse morfar, der ligger fladt på sofaen 2. juledag, imens Mikkel hylder Ryan O'Neal i hans cooleste, mest køregale rolle fra 70'erne.

De har faktisk fundet et par nye yndlingsfilm og en lille håndfuld, de vil kalde mesterværker. Alt det og meget mere i denne episode af Moovy Podcast, som står i filmkærlighedens navn!

Vi lyttes ved!

PS: Alle titlerne opsummeres i slutningen af episoden, så I behøver ikke at finde kuglepennen frem.

Moovy Podcast kan høres, hvor du normalt lytter til dine podcasts, såsom iTunes, Podimo, Spotify, Anchor, Castbox, Pocket Casts m.m.

Hvis du bruger en anden afspiller, kan du abonnere via vores RSS-link.

Kommentarer

Top 10: Bedste filmopdagelser 2023

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen