Hvis den er dårligere end den første, så står det slemt til, da den første var ret ringe...
Anmeldelse: Nattevagten – dæmoner går i arv
Opfølger til dansk films mest kendte gyserfilm burde aldrig været vækket til live.
Reboots er i høj kurs disse år. At man tager en kendt franchise, som havde sin storhedstid for et godt stykke tid siden og genoplever den til en ny generation. David Lynch gjorde det med rejsen tilbage til "Twin Peaks". Lars von Trier med "Riget" og duoen Radio Silence har haft stor succes med at videreføre "Scream"-serien. Nu er Ole Bornedal vendt tilbage til der, hvor det hele startede. Med "Nattevagten - dæmoner går i arv" prøver den danske instruktør desperat at finde formlen fra hans store gennembrud i 1994. Desværre lykkedes det kun i små, korte øjeblikke.
Der er gået 29 år siden Martin (Nikolaj Coster-Waldau) var ude for sit værste mareridt. Jobbet som nattevagt på retsmedicinsk endte i et blodbad, hvor seriemorderen Wörmer (Ulf Pilegaard) var tæt på at slå ham og kæresten Kalinka ihjel. Kalinka har siden begået selvmord og Martin lever med dybe traumer fra episoden dengang. Hans datter Emma (Fanny Leander Bornedal) vil gerne hjælpe hendes far af med de mørke traumer og beslutter sig for at tage fars gamle job som nattevagt. Hun finder ud af, at Wórmer stadig er i live. Det bliver starten på et nyt mareridt for alle involverede.
Den originale "Nattevagten" var et nybrud i dansk film i 1994. Man havde ikke set noget lignende på dansk jord før. Med en vellykket blanding af gys og thriller-elementer, blev filmen både en kæmpe succes og åbnede op for en bølge af danske gyserfilm. Nu, 29 år efter, er Ole Bornedal vendt tilbage til de stille gange på retsmedicinsk. Desværre udebliver uhyggen og kuldegysningerne denne gang.
Filmens største problem er, at den ikke ved, hvad den vil være. Om den vil være psykologisk gys eller slasherfilm. Hele filmens første halvdel går uendeligt langsomt med en opbygning af karakterer og lokationer, der sagtens kunne være skåret ned med tyve minutter. Reboot-formlen er til stede, men publikum engageres aldrig i filmens plot. De skumle gange i lighuset var uhyggelige tilbage i 1994. Bornedal hviler slet ikke i sit eget univers næsten tre årtier senere.
For det bliver aldrig uhyggeligt. Det virker som om, at vi som publikum lige skal mindes om, hvor god originalen var med en genskabelse af flere klassiske scener. Men så skal vi også videre. De nye lokationer bliver aldrig lige så stemningsfyldte som det retsmedicinske rædselskabinet. Besøget hos den nu koma-ramte Wörmer ligger godt ud, men udvikler sig i en mere komisk retning, som historien og universet ikke er tjent med. Samtidig står klicheeren i kø for at blive blæst ud over publikum. Og man kan se dem alle komme snigende på lang afstand.
Der er guldkorn, trods alt. Kim Bodnia leverer en skøn præstation som Jens, selvom det virker som mere en cameo end en egentlig birolle. Urovækkende tracking shots fra mørke København ser også flotte ud. Nikolaj Coster-Waldau gør, hvad han kan for at falde tilbage i rollen som Martin. Men han virker som en helt anden karakter end ham, vi lærte at kende i 1994.
Ole Bornedals egen datter Fanny overspiller grusomt og bliver aldrig en spændende protagonist. Det samme kan siges om Paprika Steen, Sonja Richter og Emmas tre venner. Overspil overtager overspil og så er der Ulf. Ulf Pilgaard er en skøn skuespiller, men med et drastisk valg på karakteren har man gjort Wórmer ukampdygtig og derfor får den garvede skuespiller intet at arbejde med.
"Nattevagten - dæmoner går i arv" er en kedelig og uengagerende thriller. Den første time går uendeligt langsomt og den anden bliver en omgang overgearet nonsense, der i den grad mangler bid. Uhyggen udebliver og klicheerne står i kø. Kim Bodnia er et lyspunkt, men ellers løber lommelygten rimelig hurtigt tør for strøm under denne nattevagt.
"Nattevagten - dæmoner går i arv" har dansk biografpremiere 14. december. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor gyset kan opleves i flænsende 4K og urovækkende Dolby Atmos. Læs mere her.
