Anmeldelse: Crimes of the Future (2022)
David Cronenberg generobrer tronen som kongen af Body Horror med sin første film i otte år.
Ovenpå de seneste ti års udsving, havde nok de færreste regnet med at David Cronenberg ville vende tilbage til sine rødder som The Baron of Blood. I en alder af 79 år overrasker canadieren derfor med "Crimes of the Future", der mest af alt føles beslægtet med 80’er-kultklassikerne "Videodrome" og "Scanners". Blot fortalt af en filmskaber med cirka 40 år erfaring oveni. Og frygt ikke. Mesteren holder sig ikke tilbage med ulækre eskapader i transformationer af seksuelle perversiteter og organflænsende eksperimenter, samt alskens referencer til sit omfattende Body Horror-bagkataloget.
I en nær fremtid har menneskeheden tilpasset sig sine syntetiske omgivelser gennem nye transformationer. Mennesker føler ikke længere smerte. Og sære kropslige mutationer har vendt op og ned på, hvad en menneskekrop egentlig er. Performance-kunstner Saul Tenser (Viggo Mortensen) og hans partner Caprice (Léa Seydoux) optræder med at fremvise Tensers indre organers spektakulære metamorfoser. En dag opsøges de af Lang Dotrice (Scott Speedman), der vil overtale dem til at bruge liget af sin døde søn i én af deres performances. Langsomt begynder Tenser og Caprice at forstå, at svaret omkring Tensers egne organers mystiske forvandlinger måske skal findes inde i den afdøde dreng. Sådan bogstaveligt talt.
En futuristisk dystopi med plastikædende børn og opstemmende skalpel-kunst er alt andet end konventionelt. Andet end i Cronbergsk forstand, da stort set føles bekendt, når det flyder over i symboler og henvisninger til det store samlede værk bag den én af de største filmiske enspændere de sidste 50 år. Alt efter temperament vil det derfor være en blanding af gensynets glæde eller skuffelse, at en så stor auteur forfalder til svælgen over sine tidligere film.
Kan man sin David Cronenberg, vil nyeste skud på stammen nemlig være rendyrket svælgen i knivskarpe temaer og groteske virkemidler i flæng. Bizarre subkulturer og noir-konspirationer fra "Videodrome" og "Scanners". Erotisk omgang med operationer og det organiske i sammenstød med det mekanisme i "Blodbrødre" og "Crash". Og ikke mindst surrealistiske transformationer set i "Naked Lunch" og "eXistenZ", samt kønskollisioner og psykologiske dobbeltspil i "M. Butterfly" og "A Dangerous Method". Ikke at man behøver at se hele bagkataloget før "Crimes of the Future", men det hjælper at se en håndfuld for en endnu større forståelse og påskønnelse.
En Cronenberg Classic og alligevel i den mere konventionelle bås. Det meste er set før i hans tidligere film. Dog formår den at være en tankeprovokation om menneskets forvandlinger i konstant evolution og tab af dét, der netop nu gør os til skabninger af kød og blod. Kunsten som dét, der bør nå ind til i kernen mennesket, reduceres til seksualiseret chok og syge eksperimenter. Aldrig i kontakt med sig selv og eget følelsesregistret, uanset hvor meget der snittes i de indre organer. Når smerte forsvinder, ophæves nervebanernes og grænselandets infrastruktur. Herunder grænsen mellem liv og død, som løber ud i en åreladning af nihilistisk ligegyldighed. Om David Cronenberg med de tanker begår endnu en samfundskommentar, et requiem eller en hymne over sin karriere står hen i det uvisse.
Jeg vælger at tro, at "Crimes of the Future" er lidt af det hele. Og samtidig håber jeg ikke, at det her var allersidste vers i en begivenhedsrig karriere omsat som én lang dødsmesse. For David Cronenberg beviser, at han som få kan snitte overfladen i småstykker. Og selvfølgeligt, at det nye kød stadig lever.