Håber han får en cowboyhat på. Så fungerer han altså bare bedst (Deadwood og Justfied)
"Hitman"-stjernen Timothy Olyphant medvirker i anden sæson af "The Mandalorian"
Anden sæson af den populære "Star Wars"-serie rammer Disney+ til oktober.
Timothy Olyphant ("Justified", "Once Upon a Time... in Hollywood") er ifølge The Hollywood Reporter at finde på rollelisten i anden sæson af "The Mandalorian". Det vides dog ikke, præcis hvilken rolle den tidligere hitman skal spille i "Star Wars"-franchisens første live-action-serie.
Udover Olyphant medvirker Temuera Morrison som selveste Boba Fett, mens Katee Sackhoff skal portrættere live-action-udgaven af den mandalorianske kriger Bo-Katan Kryze – kendt fra animationsserierne "The Clone Wars" og "Star Wars Rebels".
"Terminator"-stjernen Michael Biehn er også at finde på rollelisten i en endnu unavngiven rolle, og så går rygterne på, at Rosario Dawson giver den som jedien Ahsoka Tano fra "The Clone Wars".
Pedro Pascal vender naturligvis også tilbage i titelrollen som über-cool gunslinger i serien, der er blevet et stort hit – ikke mindst på grund af introduktionen af fænomenet Baby Yoda.
Anden sæson af "The Mandalorian" får efter planen premiere på Disney+ til oktober, og på det tidspunkt er streamingtjenesten omsider blevet tilgængelig i Danmark.