Fra én kvindelig instruktør til en anden:
Eternals (2021)
Allerede da det kendte Marvel logo kører hen over lærredet, så ved man, at dette ikke er en typisk MCU film. For i stedet for Marvel temaet, så ledsages logoet af Pink Floyd's ikoniske "Time".
Og tiden må da i den grad siges at være et gennemgående tema i filmen. Vi får hele historien, fra da universet blev skabt, og vi dykker ned i mange forskellige tidsperioder på Jorden via flashbacks gennem filmen. Hele Infinity War sagaen synes nu pludselig bare at være en lille fodnote i forhold til den store episke fortælling om universets skaber Arishem, Celestials, Eternals og Deviants.
Dette kunne måske godt lyde som en ramasjang film med masser af bulder og brag og CGI væsener. Og ja, det er der også. Men det der fylder mest i filmen er en historie om 10 Eternals, som har været bundet til Jorden i mange tusinde år. Om deres interne forhold og relationer. Om uforløst kærlighed. Om at have mulighederne for at kunne gøre verden til et bedre sted, men ikke mandatet.
De 10 Eternals lever som nomader på Jorden uden et fast tilhørssted. På den måde kan filmen siges at være Chloé Zhao's "Nomadland 2".
Det er således på mange måder en tragisk og meget rørende fortælling. Men der er også rigeligt med humor. Det bidrager især Kingo (Kumail Nanjiani) og Gilgamesh (Don Lee) med. Og så bliver der flere gange lavet jokes med DC karakterer (Batman og Superman). Jeg kan ikke mindes at have hørt DC referencer i en Marvel film før.
Filmen er lige lovlig lang, og der er meget mere drama end action. Det er derfor et must, at man kan relatere til alle de mange karakterer. Jeg var nervøs for, om jeg ville kunne holde styr på hele 10 forskellige "superhelte". Men allerede kort inde i filmen var jeg faktisk fortrolig med alle sammen. Det er i sig selv noget af en bedrift.
Det er muligt, at nogen vil kede sig. Men man kan i hvert fald ikke anklage Chloé Zhao's MCU film for at ligne alle de andre.
★★★★½☆