"Blade Runner 2"-instruktør ønsker at adaptere "Dune" og lave mere sci-fi
Denis Villeneuve er netop nu på Toronto International Film Festival, og i et interview med Variety om hans kommende film "Arrival" fortalte han om sin kærlighed til sci-fi-genren og afslørede, at han altid har ønsket at få sine fingre i rettighederne til den berømte bog "Dune" af Frank Herbert, som har ry for at være svær at adaptere til en film.
Her er, hvad han sagde: "Jeg er altid på udkig efter sci-fi-materiale, og det er svært at finde originalt og stærkt materiale, som ikke kun handler om våben. En af mine mangeårig drømme er at adaptere 'Dune', men det er en lang proces at få fat i de rettigheder, og jeg tror ikke, det vil lykkes."
"Dune" er tidligere bl.a. blevet filmatiseret i 1984 med David Lynch bag kameraet.
Villeneuve afslørede også, at han har arbejdet på to originale sci-fi-projekter, som han dog ikke er klar til at dele nogen detaljer fra: "Jeg ville også elske at skrive noget selv. Jeg har to sci-fi-projekter lige nu, der er i forskellige stadier. Det er for tidligt at tale om dem."
Hans kommende sci-fi-film "Arrival" lander i biograferne 10. november, mens "Blade Runner 2" er planlagt til oktober 2017. Man kan kun krydse fingre for, at Villeneuves adaptation af "Dune" bliver en realitet.