Jeg er klar på mere Firefly, men hvis det bliver uden Whedon og den originale gruppe, kan de lige så godt glemme det. Jeg tror simpelthen ikke på det kan få succes så.
Fox er villige til at genoplive Joss Whedons sci-fi-serie "Firefly"
Det er snart 15 år siden, at det sidste afsnit af Joss Whedons sci-fi-serie "Firefly" blev produceret – blot et lille år efter, at serien blev skabt.
Siden da har seriens første og eneste sæson tilegnet sig en anseelig fanskare, som i årevis har hungret efter flere intergalaktiske eventyr med rumskibet Serenity og dets gemytlige besætning. Fans har endda forsøgt at genstarte "Firefly" som en tegnefilmsserie.
Men det kølige forhold mellem Whedon og Fox, som producerede (og meget tidligt aflivede) serien, har altid været en hæmsko for seriens potentielle genoplivelse.
Det var tilmed et andet selskab, Universal, som gav Whedon mulighed for at lave en filmfortsættelse til serien – "Serenity" fra 2005, som fik gode anmeldelser, men desværre floppede finansielt, hvorfor flere fortsættelser ikke kom på tale.
HVIS WHEDON ER FRISK, SÅ ER VI OGSÅ
Men Fox har åbenbart ændret deres syn på både "Firefly" og Whedon. Under et pressearrangement blev præsidenten for Fox' underholdningsafdeling, David Madden, spurgt ind til "Firefly", og han var forbavsende nok positiv over for tanken om at genoplive serien".
Madden havde dog én betingelse: Whedon skal også være med om bord. Men når nu Fox er klar på at ryge fredspibe, kan vi så ikke få den fantasifulde filmmager med på ideen også?
Whedon har bl.a. instrueret de gigantiske megahits "The Avengers" og "Avengers: Age of Ultron", siden "Firefly" blev lagt i graven, så det kommer ikke som nogen overraskelse, at Fox er ivrige efter at genoptage samarbejdet.
Og i en tid, hvor der pustes nyt liv i gamle kultserier som "The X-Files" og "Twin Peaks", kan fans måske endelig begynde at drømme om flere afsnit med kaptajn Malcolm Reynolds (Nathan Fillion) og alle de andre "browncoats".