Jeg har altid været glad for især de to første film, netop af de grunde du så fint ridser op Johan. Jeg har ikke gidet give mig i kast med serien. Dels fordi rollerne for mig er sp meget Gibson/Glover og dels fordi jeg ærligt troede serien ville være en lidt typisk Tv-serie af den lettere ligegyldige slags. Nu kunne jeg dog ærligt godt blive lidt nysgerrig.
Anmeldelse: Lethal Weapon: Sæson 1 (Blu-ray)
Er vi efterhånden blevet "too old for this shit"?
Jeg havde ikke set en "Lethal Weapon"-film i årevis, før jeg kastede mig over denne 1. sæson af tv-serien baseret på Richard Donners fire actionbrag om politimændene Martin Riggs og Roger Murtaugh. Men jeg tænkte, at det gav god mening at gense i hvert fald filmfirkløverets to første (og suverænt bedste) kapitler, før jeg tog hul på tv-føljetonen, så jeg lige kunne få genopfrisket franchisens overordnede atmosfære og historiefortælling. Og atmosfæren er decideret forførende – båret og præget af både humor og dialog af samme knivskarpe støbning som projektilerne i betjentenes dødbringende våben. Men historiefortælling? Det er der vitterligt ikke meget af, og det er der heller ikke her i tv-serien.
For ligesom filmene er denne sæsons 18 episoder fyldt med forglemmelige skurke, der danner grundlag for lige så forglemmelige fortællinger. Fortællinger, hvori de heroiske politifolk sædvanligvis skal opklare et drab eller et røveri samt opspore og arrestere pushere, våbensmuglere, bandemedlemmer og/eller andet, øh, er ondtfolk et gyldigt antonym til "godtfolk"? Hvorom alting er... om så vi taler om "Lethal Weapon"-filmene fra 80'erne og 90'erne med Mel Gibson og Danny Glover eller disse splinternye tv-afsnit med Clayne Crawford og Damon Wayans i spidsen, så opfinder de altså ikke den dybe tallerken. Ikke engang en beskeden underkop kan filmene eller tv-serien prale af at have udtænkt.
Men i begge tilfælde er det bedøvende ligegyldigt. Hvorfor? På grund af Gibson og Glover. Og nu også på grund af Crawford og Wayans. Fordi disse respektive duoer har så stærk og indtagende en kemi, at de næsten fortjener en æresplads i det periodiske system. Samspillet mellem Crawford og Wayans er uden tvivl tv-seriens største styrke, og sammenarbejdet mellem deres fiktive alter egoer, Riggs og Murtaugh, er også dens helt store omdrejningspunkt, hvor næsten alt omkring dem – både i forhold til plot og persongalleri – er forholdsvis underordnet.
Og når nu både karaktererne og skuespillerne, der spiller hovedpersonerne, er så pokkers charmerende, formår d'herrer mere eller mindre egenhændigt at fastholde vores engagement i små, letfordøjelige doser à 45 minutter. Det overrasker i øvrigt ikke, at Riggs og Murtaugh fungerer så godt både hver for sig og i fællesskab, eftersom de i sin tid blev skabt af den gudbenådede manuskriptforfatter Shane Black ("Kiss Kiss Bang Bang", "The Nice Guys"). Riggs er den fandenivoldske uromager, der er totalt utilregnelig, især i kølvandet på sin kones (lettere mistænkelige) død. Hans makker, Murtaugh, er derimod en aldrende regelrytter med villa, hustru og børn.
Vi kommer godt ind under huden på begge mænd, og på grund af deres krystalklare forskelle giver det sig selv, at de slår gnister som makkerpar – og med "slår gnister" mener jeg helt nøjagtigt: "tvinger smilebånd og lattermuskler på overarbejde med sjove sammenstød og spydigt, muntert mundhuggeri af høj klasse". Men serien ville hurtigt blive trættende, hvis vi udelukkende skulle grine ad og med parret, og undervejs får serien heldigvis også leveret fint, følelsesladet drama – hovedsageligt med udgangspunkt i Riggs' søgen efter sjælefred. Det er også en fornøjelse at se parrets gensidige respekt tage form og vokse, også selvom betjentene lige lovlig tidligt bliver perlevenner (allerede det tredje afsnit hedder "Best Buds"!).
Manuskriptforfatterne får dog ofte på troværdig vis skubbet mændenes spirende venskab helt ud til kanten og indimellem også ud over skrænten, før det limes sammen igen. Men det er altså tydeligvis humor, som er bagmændenes største force – hvilket også understreges af de alt for hyppige, "alvorlige" scener, hvor en reflekterende Riggs skuer ud mod horisonten, mens en sukkersød popsang tilsøler lydsiden. Det tangerer ærlig talt til følelsesporno. Riggs' evindelige bedrøvelse må der altså gerne tones ned for i sæson 2. Men hvis man gør dét og samtidig giver de dramatiske scener et lige så højt bundniveau som de sjove af slagsen, så kan det snildt være, at "Lethal Weapon" ikke blot ender med at stå til måls med sit forlæg, men også overgår det.
BILLEDE & LYD
Sæsonens sammenlagt 18 afsnit er blevet klemt ned på sølle tre Blu-ray-skiver, og det er ganske forståeligt gået en smule ud over komprimeringen – lettere slørede og uklare billeder optræder hist og pist, men gudskelov ser størstedelen af serien fantastisk godt ud, hvis man altså ikke har noget imod voldsomt mættede farver (som trods alt aldrig forekommer direkte naturstridige). Sortniveauet er fint, og billedsiden er blottet for snavs og edge-enhancement. DTS-HD Master Audio 5.1-lydsporene er også ganske hæderlige. Det vrimler med skuddueller og biljagter i serien, så samtlige højttalere bliver ofte kaldt i aktion og leverer både lydeffekter, replikker og musikalske toner med imponerende klarhed og passende pondus.
EKSTRAMATERIALE
Den forlængede udgave af pilotafsnittet er blot et par minutter længere end tv-udgaven, og jeg bed slet ikke mærke i, hvornår de ekstra scener dukkede op (der optræder dog endnu flere fyord, jubii!). Derudover er her en god stak slettede scener (som alle hurtigt røg i undertegnedes glemmebog), tre minutters muntre fraklip og dokumentaren "Reloading Lethal Weapon" (16 min.), som byder på en ganske oprigtig og interessant sludder mellem skuespilleren Johnathan Fernandez (som spiller en restmediciner i serien) og to af seriens producere, som diskuterer deres kamp for at finde de rette skuespillere og samtidig træde ud ad filmforlæggets store skygge. Det havde været herligt med endnu mere 'bag kameraet'-materiale, og man savner i dén grad at høre fra skuespillerne.