Trailer: Wes Anderson bringer Roald Dahl til live med kortfilmen "The Wonderful Story of Henry Sugar"

Wes Anderson skruer op for sine velkendte pastelfarver og snurrelige kompositioner, når han bringer Roald Dahl til live i sin nye kortfilm.

Wes Anderson må have en af internettets mest dedikerede fanskarer, og derfor går det heller ikke ubemærket hen, når filmkunstneren er aktuel med en ny film – heller ikke når der "blot" er tale om en kortfilm.

Filmmageren, der er blevet verdenskendt for sit æstetiske udtryk med poppende farver, snurrelige kompositioner og ekstrem detaljegrad, var senest aktuel med "Asteroid City" – men Anderson hviler ikke på laurbærrene og er nu allerede aktuel med et nyt projekt.

Instruktøren bag film som "Rushmore" og "The Grand Budapest Hotel" har nemlig allieret sig med Netflix. Streaminggiganten har skaffet rettighederne til børnebogsforfatteren Roald Dahls farverige univers. Og her er Wes Anderson kommet ombord til at lave fire kortfilm, der alle baserer sig på noveller af Dahl.

LÆS OGSÅ: WES ANDERSON LAVER DYSTER SPION-THRILLER MED BENICIO DEL TORO

Den første i rækken er "The Wonderful Story of Henry Sugar", der omhandler den rige Henry Sugar, som vil oplæres af en guru til at se uden at bruge sine øjne. På den måde kan Henry nemlig snyde i kortspil og tjene flere penge.

Wes Anderson har førhen filmatiseret Roald Dahl i stop-motion-filmen "Fantastic Mr. Fox", og det farverige, muntre univers lader da også til at være et, som Anderson bør føle sig hjemme i.

Vanen tro er Wes Andersons nye film fyldt med stjerner, herunder Benedict Cumberbatch, Ben Kingsley, Dev Patel, Richard Ayoade og tidligere samarbejdspartnere som Ralph Fiennes ("The Grand Budapest Hotel") og Rupert Friend ("The French Dispatch").

"The Wonderful Story of Henry Sugar" varer ca. 39 minutter og får premiere på Netflix den 27. september. Du kan få en forsmag herunder:

Kommentarer

Wes Anderson bringer Roald Dahl til live med kortfilmen "The Wonderful Story of Henry Sugar"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen