Anmeldelse: Alle ved det

Alle ved, at iransk Oscar-darling igen leverer en fabelagtig film.

Mirakler er tilladt i filmverdenen, og Asghar Farhadi er ét af dem. At en iransk instruktør har høstet to Oscars på under ti år – med "Sælgeren" og "Nader og Simin – en separation" i henholdsvis 2017 og 2011 – er en iøjnefaldende bedrift. Især taget en overset filmindustri i Iran in mente. Måske derfor har Farhadi med sin nyeste film satset større med den spanske produktion "Alle ved det" – et forfriskende ambitiøst og komplekst metadrama om sladderens anatomi.

I en mindre by uden for Madrid samles familien til et bryllup. Brudens storesøster, Laura (Penélope Cruz), ankommer fra Buenos Aires sammen med sin teenagedatter, mens manden er blevet tilbage i Argentina. Hjemkomsten byder på en genforening på varm spansk manér samt et gensyn med fortidens store kærlighed – godmodige Paco (Javier Bardem). Begge er kommet videre med nye ægtefæller, men da Lauras datter kidnappes under bryllupsfesten, må de to ekskærester holde sammen. Men hvem har kidnappet datteren? Og hvorfor presses Paco af lokalsamfundet til hjælpe hende igennem de tragiske begivenheder?

Cruz og Bardem er sjældent set bedre. Hverken i samme film eller hver for sig. Underspillet, nuanceret og fremfor alt opslugende tankevækkende står ægtefællerne (i den virkelige verden) i uforstående og medmenneskelig kontrast overfor provinsbyen, de er opvokset i. Når smilet hos den nære familie og gamle bekendte stivner, opstår et mysterie, der pludselig handler om alt andet end en teenagepiges sælsomme kidnapning.

Asghar Farhadi forsøger at lulle publikum hen i en uopmærksom døs i filmens første akt, men det er simpelthen umuligt. Hele tiden sker der noget ud af øjenkrogen. Bag den kulørte familiefacade, indsluset i det på overfladen imødekommende lokalsamfund, hvis indforståede logik ikke er til at vide sig klog på. For rygtedannelsen bag ryggen af Laura og Paco er blevet til en underliggende sandhed af den slags, der hviskes i krogene, og som understreges af hånlige blikke, men kun viser sig i vredesudbrud og konflikter. For er noget blevet sagt nok gange, konstitueres det som fakta, uanset hvor lidt ubegrundede påstande hænger sammen med det.

"Kilden i Provence"-provinsdramaet intensiveres til en uforudsigelig thriller, i takt med at brikkerne i det store puslespil falder på plads. For "Alle ved det" er et møjsommeligt og udspekuleret portræt af rænkesmederiets magt, særligt i hænderne på dem i kulissen med skjulte motiver. Løgn og latin kan spinne selv det mest inkluderende samfund så let rundt om lillefingeren, at det kan ændre meningsdannelse indefra. Og Farhadi har fingeren på pulsen, når temperaturen stiger og tages på en manipulerbar folkestemning, idet der trykkes på de rette knapper. Spørgsmålet er, om noget har ændret sig i menneskers påvirkelighed. Om her er tale en evig genkomst som almengyldigt reaktionsmønster. Eller om vi i mødet med retorikken i de globale landsbyer – og rundt omkring på de sociale medier – er blevet nemmere at præge. Ingen ved det.

Iranske Asghar Farhadi viser igen, hvorfor han med rette betegnes som mesterinstruktør. Denne omgang på spansk jord med to af landets allerstørste skuespillere i Penélope Cruz og Javier Bardem. Sprogbarrierer er ikke nok til at hindre en film om løgnagtige selvfortællinger og fastholdelsen af troen på, at de er sande. Uanset hvor sande de end er. Og vid, at "Alle ved det" er fabelagtig.

Alle ved det