Anmeldelse: De forbandede år 2

Anders Refn skriver sig ind i dansk filmhistorie med nuanceret portræt af Danmark under besættelsen.

Danske besættelsestid-film og serier forfalder ofte til glorificering og heltedyrkelse af andedammens indsats under 2. verdenskrig. Vinderne skriver som bekendt historien, og selvbevidstheden om Danmark under krigen var, at danskerne naturligvis var på den vindende side. Nuancerne har det heldigvis med at vise sig med tiden. Selvom "Fuglene over sundet" og "9. april" har gjort sit for at fastholde det bekvemmelige selvbillede, stillede første del af "De forbandede år" spørgsmålet om, hvad pokker man selv ville have gjort for at overleve under besættelsen. Samme spørgsmål stilles i anden og sidste del, men med en det mere dyster bismag.

Handlingen følger direkte op på dér, hvor vi blev efterladt med forlængeren. 1943 er et skelsættende år under besættelsestiden, og det gælder også for familien Skov. Aksel Skov (Mads Reuther), der tilsluttede sig modstandsbevægelsen, er gået under jorden. Fra at være en idealistisk amatør, udvikler han sig til at blive hårdkogt partisan, der ikke tøver med at dræbe nazi-sympatisører. Modsat står hans far, Karl (Jesper Christiansen), der kæmper for sit livsværk, og for at fastholde arbejdspladser på sin fabrik, på sværere og sværere betingelser. Da samlingsregeringen kollapser, står han pludselig uden politisk opbakning og må tage alle forbehold for at sikre en fremtid for familien – også på den anden side af krigen. Det sætter forholdet til Eva (Bodil Jørgensen) under pres. Hun har hele tiden har haft svært ved sin mands samarbejde med besættelsesmagten, mens den stigende modstand mod besættelsen og tyskernes øgede brutalitet splitter familien og Danmark. 

Instruktør Anders Refn, og den nu afdøde manuskriptforfatter Flemming Qvist Møller, har selv beskrevet "De forbandede år"-filmene som et opgør mod heltemyterne fra 2. verdenskrig. Dét projekt er de to garvede filmskabere i høj grad lykkedes med over fem ekstremt gennemarbejdede timer fordelt på to film, når familien Skovs fem år under besættelsestiden løbes igennem. Trods det på papiret enorme omfang er de samlede 304 minutter slet, slet ikke nok til det ambitiøse projekt.

"De forbandede år 2" føles nemlig for kort, til trods for spilletiden. Selvom familien Skov er omdrejningspunktet, med hvert medlem af familien som symbolske skakbrikker i danskernes positioner under besættelsestiden, kommer en film om 2. verdenskrig ikke uden om sine historisk nedslag. Og det skal gå stærkt, når tiden sammenfattes i en greatest hits af mentalitetshistorie, eskaleringen af det industrielle samarbejde med tyskerne og modstanden til det, modstandsbevægelsens stigende sabotage og likvideringer i gadebilledet, tyskertøser, fiskekuttere til Sverige, Shellhuset osv osv. Ikke at overblikket mistet, overhovedet ikke. Redigeringsarbejdet med at hæfte handlingstråde sammen er blandt det mest imponerende, jeg mindes, at have set i dansk film. I de to års komprimeringen levnes imidlertid ikke nok tid til dybere indlevelse. En halv time ekstra, eller en forlænget TV-serieudgave, ville gøre underværker.

For "De forbandede år 2" kan sagtens bære mere spilletid. Ses bort fra, at filmen burde være længere, sættes ikke en fod forkert. Alle hellige køer ofres i den danske selvfortælling, hvor de knapt så lyse sider af historien vendes. De knapt så pæne elementer, som ofte overses. Heriblandt det danske hjælpepoliti, hipokorpset, bedre kendt som hiposvinene, til de blodige opgør fra hadfulde modstandsfolk og hvordan brutale handlinger ødelagde de unge mænd efter krigens afslutning, bestikkelse hele vejen rundt fra top til bund og feltmadrasserne, der knaldede sig til silkestrømper. Tungen holdes lige i munden, underbygget af  det velspillende persongalleriet. Især kæmpetalentet Mads Reuther gør sig bemærket i forfaldshistorien fra uskyld til benhård drabsmand, og Gustav Dyekjær Giese, der endeligt har fået en rolle til at folde sig ud, som dybt alkoholiseret dansk nazist, der står splittet mellem fædrelandskærlighed, sin familie og loyaliteten overfor sit korps. Dynamikken mellem karaktererne driver handlingen, som de gjorde i den første film. Hvor handlingen flød bedre dér, er "De forbandede år 2"  præget af episodiske nedslag, der indimellem fortrænger synergien mellem de medrivende og dramatiske rum, som skaber en det mere helstøbt film. 

Med første og anden del af "De forbandede år" skriver Anders Refn sig ind i dansk filmhistorie med de modigste og mest nuancerede portrætter af Danmark under besættelsen. Det er befriende, hvordan der ridses i lakken af den danske selvbevidsthed og mytedannelserne om menneskers hverdag under krigen, men også hvordan Refn nuancerer tiden i sig selv. Alene står "De forbandede år 2" en tand svagere end sin forgænger, og kunne sagtens være mindst halv time længere. Lad dig ikke narre af den kiksede plakat. Som samlet værk er der tale om en mindre genistreg, som absolut bør ses.