Anmeldelse: Den blå kaftan

Kærlighedsdrama er en overrumplende sanselig bedrift, der sammenvæver hengivelsens nuancer i rørende tour de force.

Få film siger så lidt, men alligevel fortæller så meget, som den marokkanske "Den blå kaftan". Når Maryam Touzanis anden spillefilm alligevel er en tårevædet mavepuster, der sætter i mellemgulvet timerne efter, kan derfor være lidt af en udfordring at beskrive det usagte, der folder sig ud. Som sansende eksploderer mellem linjerne, i øjnene, i antydningerne, i én af de mest rørende og nænsomme kærlighedshistorier siden Wong Kar-Wais hovedværk, "In the Mood for Love".

Ægteparret Mina (Lubna Azabal) og Halim (Saleh Bakri) har været sammen i 25 år og er på flere niveauer smeltet sammen i en symbiose. De har ingen børn, men i stedet en skrædderbutik. Skrappe Mina står ved kassen og håndterer utaknemmelige kunder, mens milde Halim er mesterskrædderen, som gemmer sig i baglokalet med sit håndværk. De nærer en dyb hengivenhed overfor hinanden. Af den slags, som kun opstår efter mange års kærlighed. Samhørigheden forstærkes af, at Halim er udfordret på sin faglighed ved udbredelsen af symaskiner og krav om hurtigere leveringer. Og ikke mindst af, mens Mina har kræft. Da lærlingen Youssef (Ayoub Missioui) begynder i butikken, fatter Halim særligt interesse for den unge, smukke mand. For den følsomme skrædder er homoseksuel. Til trods for, at han af oprigtig kærlighed til Mina har holdt sin drift til besøg i byens badehuse og hæmmet sine følelser.  

Et varmblodet og teatralsk trekantsdrama ligger naturligvis lige for. Sådan vil Maryam Touzani det heldigvis ikke. "Den blå kaftan" er ganske vist på overfladen skåret som et drama om et pars store modgang og uundgåelige forfald, som vi kender det fra en række kærlighedsfilm. Til trods for Minas nedadgående helbred og Halims tiltrækkelse af mænd, holdes forholdet i live med humoristiske episoder og afvæbnende charme, mens det usagte forbliver usagt. For de kender hinanden så godt, at intet behøves ikke at italesættes. End ikke, at Mina er døende. Og at Halim har svært ved at holde følelserne for Youssef tilbage.

"Den blå kaftan" er henlagt i tekstur, sans for detaljen og nuancer. I nærbilleder af udtryksfulde ansigter, arbejdende hænder og mandariner som skrælles. Når Halim beundrende reparerer en kaftankjole, en ældre dame har værnet om i 50 år i mindet om sin ungdom. Når melankolien i mesterfotograf Virgine Surdejs mættede billeder spejler sig i ægtemandens nedbrudte blik, når han pligtmæssigt har sex med Mina. Når hans sørgmodige øjne falder på kones krop, der langsomt svinder ind, i takt med at sygdommen æder hende op indefra, men risikerer sit levegrundlag ved at yde omsorg. Når jalousien lyser ud af øjnene på konen, der erkender og tilgiver, at hendes mand er tiltrukket af en anden mand. Youssef, der af respekt for deres kærlighed og Minas kræft, tilbyder sin hjælp og forståelse. Samspillet mellem Lubna Azabal og Saleh Bakri er en forrygende opvisning i underspillets svære kunst, mens Ayoub Missioui iklæder os det sidste lag af følelsesmæssig indlevelse og intimitet. 

Såvel som mønstrene på den blå kaftan står syet ind i perfekt symmetri, spejles mennesker, episoder og byen sig overfor hinanden i livets farverige broderinger. I en overvældende sanserigdom, der efterlader én fuldstændigt omtumlet, berørt og dybt opslugt. For Mina og Halim er liv og død på spil. Men de vælger trøst og støtte hos hinanden i en overvældende overgivelse til medmenneskelig forståelse og livsglæde. For det usagte behøver ikke at være foldet sammen i undertrykte følelser. I usynlige hensyn, stille tilgivelser og skjulte gerninger.

Livets stoflighed føles organisk og levende, når hånden køres ned ad "Den blå kaftan". Maryam Touzanis film er fra start til slut en sanselig bedrift. Livsklogt nuanceres kærlighedens og hengivelsens væsen så stilfærdigt, at dramaet reduceres til antydninger. Og alligevel rammer et punkt, der føles befriende hjerteligt og smerteligt på samme tid.

"Den blå kaftan" har dansk biografpremiere 7. september.

Den blå kaftan

Kommentarer

Den blå kaftan

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen