Anmeldelse: Den sidste konge
Har du som jeg følt et vis tomrum siden sæsonafslutningen af "Game of Thrones" løb over skærmen? Fortvivl ej – det er der råd for! I dag har "Den sidste konge" biografpremiere. Udover at have norske Kristofer Hivju i hovedrollen som en klar afart af hans elskelige wildling Tormund fra HBOs populære fantasy-serie besidder denne skandinaviske co-produktion lige dét, der skal til for at dulme toppen af abstinenserne.
Historien baseres på virkelige begivenheder og udspiller sig i starten af 1200-tallets borgerkrigsramte Norge. De underbemidlede, men tapre frihedskæmpere Birkebeinerne bekriges af de fjendske Baglere, der med støtte fra Danmark og pavekirken agter at bestige tronen. Da kongen bliver offer for et attentat, er det op til de gæve birkebeinere Torstein (Hivju) og Sjervald (Jakob Oftebro) at fragte kongens nyfødte søn, Norges sande tronarving, sikkert gennem landets barske vintervildnis og hjem til Nidaros, inden magten havner i de forkerte hænder.
Tag ikke fejl. Selvom eventyrlige drager, kæmper og is-zombier er sparet væk, så er der skam stadig smæk for skillingen. Undervejs viser filmen sig særdeles rundhåndet med saftig action i ægte "Game of Thrones"-stil. Drabelige kampscener med bue og pil samt forskellige hugvåben får frit lejde, mens de storslåede landskaber imponerer som bagtæppe. Desværre kan resten ikke helt stå på mål med den effektive middelalder-ramasjang og høje produktionsværdi.
Karaktertegningen glider sjældent lige så let og elegant som vores to skiløbende helte på flugt gennem Norges snebelagte fjelde. Hverken Hivju eller Oftebro er givet de mest fyldige roller, men begges indsats for at tilføre en smule dybde til deres respektive karakterer er prisværdig. Persongalleriets uforløste potentiale lades tilmed i stikken af et skematisk plot, der bliver fortalt så overtydeligt, at man indimellem skulle tro, der var tale om en familiefilm. På intet tidspunkt hersker der nogen tvivl om, hvem der er de gode og de onde. Denne totale mangel på gråzoner betyder, at "Den sidste kong" ligner en undskyldning for at lave et flot udstyrsstykke sat i en historisk ramme uden videre ambitioner.
Hvad vi ikke får i tematisk tyngde, gives til gengæld tifold tilbage i underholdningsværdi og stemning. Rent filmteknisk er der intet at udsætte på "Den sidste konge". For kostumer, scenografi og hvordan det hele spiller sammen uden at stjæle fokus hensætter tilskueren til en svunden tid, hvor mod og mandshjerte hører til kerneværdierne. Spændingen doseres på fornem facon af den norske instruktør Nils Gaup. Torstein og Sjervalds byrdefulde opgave at transportere et lille, forsvarsløst spædbarn fra et sted til et andet, mens pavens riddere (under ledelse af en gemen Nikolaj Lie Kaas) er lige i hælene, forstærker følelsen af, at der konstant er noget på spil – ikke kun for det brave makkerpar, men for hele landet og dets fremtidige generationer.
På manusplan når "Den sidste konge" ikke forbilledet "Game of Thrones" til sokkeholderne. Til det er den for simpel i sin plotopbygning og fremstilling af karakterer. Der er slet og ret ingen overraskelser i løbet af filmens 100 minutter, men turen over Norges højland er et betagende skue og kampscenerne veldrejede, og så tilgiver man gerne lidt dramaturgisk forudsigelighed undervejs.