Tænk hvis den er dårligere i Ayers Rock - undskyld Cut :-)
Instruktøren bag "Suicide Squad" giver endelig op – vi får ALDRIG et Director’s Cut
David Ayer kaster håndklædet i ringen.
Ganske vist blev superskurkefilmen "Suicide Squad" et relativt stort hit i biograferne tilbage i 2016, men filmen blev svinet af de fleste kritikere og senere forkastet af så mange superheltefans, at James Gunn lavede et mini-reboot i 2021, som på sin vis erstattede den oprindelige "Suicide Squad" i DC's filmkanon.
Men en af de mest udtalte kritikere af "Suicide Squad" er pudsigt nok filmens egen instruktør, David Ayer, som også står bag film som "Fury", "End of Watch" og det dugfriske actionbrag "The Beekeeper" med Jason Statham.
Allerede i 2017 fastslog Ayer, at han ville ønske, han kunne rejse tilbage i tiden og ændre på store dele af filmen. I 2020 begyndte han så at lufte idéen om at omklippe filmen og lancere et nyt Director's Cut, alt imens han understregede, at filmen blev flået ud af hans hænder og klippet om af filmselskabet, Warner Bros., som ville gøre "Suicide Squad" langt mere humoristisk og musikdrevet, efter at "Deadpool" var blevet et stort hit i start-2016.
Og da Zack Snyder fik lov til at omklippe og lancere sin forlængede, alternative version af "Justice League" på HBO Max i foråret 2021, begyndte Ayer jævnligt – i interviews og på de sociale medier – at lægge op til, at et såkaldt Ayer Cut af hans nedsablede DC-film var på tegnebrættet.
Læs også: "Blue Beetle" er officielt det syvende(!) DC-flop i streg
Men efter så mange år med håbefulde udmeldinger fra Ayer så har filmmageren tilsyneladende mistet den sidste snert af håb.
På de sociale medier fastslår Ayer, at han er færdig med DC-franchisen. Da en bruger spørger, om det betyder, at Ayer ikke længere vil kæmpe for at få sit cut af "Suicide Squad" udgivet, svarer instruktøren:
"Nej. Det er helt slut. Meget trist. I skal nok komme oven på igen, efter I har tudet. Jeg føler mig mere veltilpas. Det er et sår, der har brug for at hele."
Alt tyder altså på, at fans af Ayer og DC's persongalleri aldrig kommer til at se den film, som filmmageren oprindeligt skruede sammen i klipperummet. Ayers udmelding kommer ellers blot få uger efter, at han fortalte Total Film:
"Jeg vælger at være håbefuld. Jeg er oppe imod stor politisk modstand, for hvis min version bliver udgivet, så bliver det tydeligt, hvor krysteragtigt og skidt filmen er blevet behandlet, og at en masse skuespilleres fantastiske arbejde blev stjålet fra dem. Dét perspektiv bliver tydeligt, når folk ser min version. Og den kommer. Noget kommer til at ske. Noget bliver afsløret. Sandheden kommer altid ud. Altid."
Og så alligevel ikke altid, åbenbart...
Men har DC's beslutning monstro noget at gøre med, at instruktøren bag den nye "The Suicide Squad", James Gunn, nu styrer filmselskabets fremtid? Ayer svarer en smule kryptisk:
"Intet ved situationen føles godt. Filmselskabet har ingen interesse i at udgive min version. Det er på tide at spæne væk og ikke kigge tilbage".