Anmeldelse: En spions bekendelser

Dame Judi Dench fortjener bedre, og det gør du bestemt også.

Anno 1999 vakte det opsigt i England, da tidligere KGB-arkivar Vasili Mitrokhin afslørede, at den dengang 87-årige Melita Norwood var en russisk spion. Hvem forventer trods alt, at en gammel dame i hemmelighed har luskede forbindelser til Moskva? Dette er, hvad Trevor Nunns første film siden 1996 har ladet sig inspirere af. Resultatet er "En spions bekendelser" – en intetsigende oplevelse.

Joan Stanley (Dame Judi Dench) er en pensioneret bibliotekar, der nyder sit otium i en lille landsby. Pludselig banker den britiske efterretningstjeneste MI5 på døren og anholder hende for at være russisk spion. Gennem en række afhøringer hopper handlingen tilbage til 1930'erne, hvor den yngre Joan (Sophie Cookson) er en fysikstuderende på Cambridge University. Hun forelsker sig i den russiske sabotør Leo (Tom Hughes). Resten er bogstaveligt talt historie.

Som udgangspunkt er det et spændende setup, der lover spænding, politiske intriger og en skildring af at være russisk spion i mellemkrigstidens Vesten. "En spions erkendelser" leverer på de to sidstnævnte punkter, men spændingen udebliver fuldstændig. Dette er en overraskende kedelig film, hvor ting bare sker. Alt føles kunstigt. Ofte kan filmen ikke engang præsentere sine scener ordentligt grundet rodet redigering og et manuskript, der undlader vigtige, basale detaljer, såsom hvilke år publikum befinder sig i.

Karaktererne er heller ikke interessante, hvor alle på nær Joan og forskeren Max (Stephen Campbell Moore) ikke udvikler sig. Til trods for fint skuespil er persongalleriet kedelige. Det hjælper heller ikke på spændingen, at den unge, nyudklækkede spion aldrig reelt bliver udfordret i sin spionage. Skal filmen forstås korrekt, så står intet i vejen for ens konspirationer, hvis man er kvinde i mellemkrigstiden og 2. verdenskrig.

Men der, hvor filmen selv begår kriminalitet, er vedrørende Dame Judi Dench. Til trods for at der tages udgangspunkt i den ældre dames anholdelse, samt at den 84-årige brite er placeret centralt på filmens plakat, fylder hendes parallelfortælling kun cirka 20 procent. Her søges der at skabe konflikt mellem hende og sønnen Nick (Ben Mills), men heller ikke dette lykkes. Når filmen hopper tilbage i tiden, bliver der enkelte steder skiftet hurtigt frem i tiden, hvor vi ser Dench reagere på sine minder, men da virker det mere som for at påminde publikum, at Oscar-vinderen stadig figurerer i filmen. Denchs talent bliver i sandhed spildt. Hvis man kunne fængsle filmskabere for dårlige kreative beslutninger, ville folk fra produktionen ende bag tremmer omgående.

"En spions bekendelser" får intet ud af sit spændende udgangspunkt. Dame Judi Dench bliver spildt i en fortælling, der er intetsigende og kedelig. Og derved begår filmen også en sidste fejl: Den er så dårlig, at man ikke bliver vred over oplevelsen. Det er snarere en fortælling, som bliver glemt efter et par timer. Dench fortjener bedre – og det gør du bestemt også.

En spions bekendelser