Anmeldelse: Fahrenheit 11/9
Michael Moore anno 2018 er blevet til en trist spejling af Donald Trumps forhenværende højrehånd, alt-right dokumentaristen Steve Bannon.
Propagandafilm har siden stumfilmsperioden været udbredt. Undervejs er det blevet sværere og sværere at adskille fakta fra fiktion, manipulation fra oplysning. Særligt i en tid, hvor mistillid til magthavere og fake news stortrives, og hvor medier i mere kompleks grad udnyttes til meningsdannelse blandt den brede befolkning såvel som i ekkokamre på sociale medier. Ironisk, med tanke på videnspotentialet i vores digitale tidsalder. Mere ironisk bliver det imidlertid, når en dokumentarfilminstruktør som Michael Moore kaster sig over Mr. Fake News himself, Donald Trump.
Ment som en åndelig opfølger til Guldpalme-vinderen "Fahrenheit 9/11", der gik i flæsket på George W. Bush i kølvandet på terrorhandlingerne den 11. september 2001, fortsætter "Fahrenheit 11/9" i noget nær samme spor. Den nuværende præsident, Donald Trump, belyses selvfølgeligt særdeles kritisk – mens Barack Obama, Hillary Clinton og det amerikanske valgsystem og -kultur også får et tiltrængt rap over fingrene og indirekte skylden for, at en realitystjerne endte som verdens mest magtfulde mand.
Som i de andre af Michael Moores politiske dokumentarfilm holdes der ikke igen med den sædvanlige galgenhumor og velkendte patos. For følelsesladede sekvenser samt løftede pegefingre er der overflod af, når Moore indleder med at stille det oplagte spørgsmål: Hvordan gik det lige til, at Donald Trump gik hen og blev præsident for Guds eget land?
"Fahrenheit 11/9" er ikke overraskende en smædekampagne mod den siddende præsident op til det netop overståede midtvejsvalg. Direkte italesættende til vælgerne – og alle kneb gælder, når amerikanerne skal råbes op. En metode, der ikke er helt ulig netop den måde, Donald Trump kritiseres for at benytte sig af i selvsamme film. Når den Oscar-belønnede instruktør igen-igen vender tilbage til hjemstavnen Flint, våbenlovgivning og ikke mindst de nok så absurde krigshandlinger iværksat af Obama og Bush Jr. – i den sædvanlige brandtale for at synliggøre den skadelige amerikanske adfærd – drukner den røde tråd og omdrejningspunktet imidlertid. Trump er ganske vist afsættet, men Moore kaster denne gang den varme kartoffel i flere retninger og mister fokus, når den kommer flyvende tilbage i masken på ham.
Præmissen er ambitiøs og vidtfavnende som en art kampagnefilm, når "Fahrenheit 11/9" hiver fat i baggrunden af valget af Donald Trump med alt fra velplacerede nazi-referencer til underlægningsmusik, der er en horrorfilm værdig. Rullet ind i højstemt retorik – samt ikke mindst kreativ omgang med klipning og kritiske nuancer – hersker der ingen tvivl om, at Michael Moore er en mand med en politisk mission. Det har den 64-årige instruktør nu aldrig lagt skjul på. I tidligere film, såsom "Bowling for Columbine" og "Roger & Me", har balancegangen mellem satire, småfjollede happenings og opklarende journalistik gået lige i blodet på et bredt publikum – i USA. Mere tvivlsomt er det nok, om retorikken og det lave niveau har samme effekt såvel i Danmark som resten af verden.
Trods de velmenende hensigter er Michael Moores karakteristiske måde at lave dokumentarfilm lige så populistisk fordømmende og selviscenesættende showmanship som netop det, han angriber – hvilket på ufrivillig komisk vis gør den amerikanske filmskaber til en hyklerisk del af problemet. Manglen på den selvindsigt – samtidig med at "Fahrenheit 11/9" slet ikke er så skarp og underholdende som bagkataloget fra 00'erne – gør Moore anno 2018 til en trist spejling af Donald Trumps forhenværende højrehånd, alt-right dokumentaristen Steve Bannon.