Anmeldelse: Kusama

Filmen om den japanske kunstner Yayoi Kusama er alt for forsigtig.

Ikke at det er noget nyt – portrætfilm. Efter enorm succes med "Amy", den Oscar-belønnede dokumentarfilm om Amy Winehouse fra 2015, fik undergenren dog nye ben at gå på. Adskillige mere eller mindre neutrale biopics er siden da dukket op i biograferne med få virkeligt interessante af slagsen. Kvaliteten er svingende. Ikke fordi de individer, der laves portræt af, i sig selv ikke er spændende, men fordi der bliver gået alt for hensynsfuldt til værks. Enten i forhold til personen i centrum eller de andre i samtiden. Desværre er dokumentarfilmen om tidens måske allerstørste nulevende kunstner, japanske Yayoi Kusama, alt for forsigtig i forhold til blandt andet den indflydelsesrige New Yorker pop art-scene.

Yayoi Kusama er nu 89 år, bor i Tokyo og er i den grad verdensberømt for sine polka-prikkede kunstværker og Instagram-venlige spejl-installationer. "Kusama" er fortællingen om, hvordan den ofte provokerende og radikalt anderledes kunstner allerede fra barnsben kæmpede for retten til sin kunst. Med en opvækst i et konservativt Japan og senere et stædigt opgør med kunstscenen i 1960'ernes New York kæmpede den lille fremmede kvinde en kamp mod en samtid og branche præget af magtfulde mænd – der ovenikøbet i USA plankede den kreative japaner – og kørte hende i sænk. I dag bor hun på et sindssygehospital – klods op ad sit atelier.

Genbrugskunsten pop art havde fra 50'erne sin farverige storhedstid med Andy Warhol og Roy Lichtenstein som de allerstørste profiler i samtiden, mens Yayoi Kusama i eftertiden formentlig er blevet den største af de tre på flere niveauer. "Kusama" er skam også en glimrende introduktion til den store, lille kunstner. Men hvor er det reelle indblik i den gnist og konfrontatoriske provokation – og ikke mindst et mindre uskyldigt billede af den amerikanske kunstverden fra den periode?

På et eller andet niveau fremstår portrættet lige så hyklerisk som New Yorker-kunstscenen. Samtidsbilledet af 60'erne og 70'erne går behændigt i dybden med Yayoi Kusama og undgår de helt store kontroverser i overfladebehandlingen af de amerikanske kunstnere. Sidstnævnte del fremstår alt for poleret til at føles fyldestgørende.

80 minutter varer "Kusama". Der kunne sagtens være de flere ridser i lakken i mikset af arkivmateriale og nyere optagelser af Kusama i sit ateiler. Behændigt tørres klatter som feminisme, racisme, kunstindustriens plagiering – og vigtigst af alt kunstens politiske potentiale mod magthaverne – væk. Altså omdrejningspunktet for det, der gør den petit asiat så enormt et betydningspunkt i nu- og datidens kunst. I stedets spejles vi i ét i hendes infinity-spejle, der er nok så Instagram-flotte – men uden egentlig refleksion over kunstens kritiske potentiale. 

Kusamas position som nytænkende kunstner, der turde udfordre etablissementet for senere at blive hyldet af selvsamme amerikanske branche, synes på flere niveauer at være en klassisk kynisk fortælling. Ikke desto mindre er den del af den japanske kunstners hårde liv tankevækkende. Intolerancen, tidens kønsroller, selv inden for kunstverdenen, og modstanden fra supermagten, der først atombomber hendes hjemland og senere sender hende knækket retur, er spændende. Desværre er instruktør Heather Lenz ikke så pågående som hende, filmen er et portræt af.