Anmeldelse: Le Mans ´66 (4K UHD)

Ser man bort fra manuskriptets problemer, er "Le Mans ´66" intet mindre end et lille mesterværk.

Rivaliseringen mellem Ford og Ferrari i 1960'erne er efterhånden så velkendt et faktum, at selv personer uden den store interesse for biler har et kendskab til dette. Den amerikanske bilfabriks krig mod den italienske er et historisk og patriotisk øjeblik for USA, og netop derfor er der ikke meget at sige til, at det nu er blevet til en spillefilm. "Le Mans '66" er udover et par enkelte øjeblikke dog en ret lavmælt og troværdig gengivelse af begivenhederne, der for alvor satte Ford på verdenskortet.

Da Enzo Ferrari (Remo Girone) med et farverigt sprog fornærmer Henry Ford II (Tracy Letts), er reaktionen hurtig og tydelig – Ford vil vinde over Ferrari i 24 timers-løbet i Le Mans. Dette vil naturligvis også hjælpe på Fords deeskalerende bilsalg. Den tidligere racerkører og nu bildesigner og mekaniker Carroll Shelby (Matt Damon) påtager sig opgaven og vil sætte den bedste af sine ansatte, Ken Miles (Christian Bale), bag rattet. Miles er en person, der altid taler direkte fra hjertet, og som er hurtig til at svinge knytnæven. Det bliver derfor en stor opgave for Shelby at overtale slipsedyrene fra Ford om, at Miles skal være bilmærkets nye ansigt.

Allerede når karaktererne bliver introduceret i "Le Mans '66", opstår en øjeblikkelig sympati og forståelse for dem. Dette skyldes delvist den kærlighed, manuskriptforfatterne og instruktøren har for materialet, men naturligvis også de mange stærke præstationer. Især Christian Bale og Matt Damons kemi er et af filmens absolutte højdepunkter, og netop derfor gør det også en anelse mere ondt, at filmen mangler fokus. Manuskriptet har været igennem en del justeringer hos forskellige personer, og det mærkes tydeligt efter den vellykkede start, hvor de forskellige plottråde har lidt svært ved at blive bundet sammen.

Shelbys baggrundshistorie bliver aldrig rigtig brugt til noget, Lee Iacoccas kamp for innovation hos Ford bliver udvasket, og Ken Miles' økonomiske og personlige problemer forsvinder som dug for solen. Samtidig med at filmen skifter fokus mellem de forskellige karakterer, forsvinder deres egentlige dilemmaer uden egentlig forklaring. Med et stort ensemble og et flagrende narrativ som dette virker "Le Mans '66" mere som et pilotafsnit til en tv-serie end en afrundet spillefilm.

Ser man bort fra manuskriptets problemer, er "Le Mans '66" intet mindre end et lille mesterværk. Alt det tekniske spiller sammen til bravur – lyssætningen, kameraarbejdet, musikken, klipningen, effekterne og især lyddesignet er gennemført. Hertil kommer en række sublime præstationer, hvor især Christian Bale og Tracy Letts brillerer. Skuespillerne har uden tvivl haft det sjovt bag kulisserne, og den glæde er tydelig og smitter let gennem skærmen.

Instruktøren James Mangold har som altid styr på detaljerne og har sammensat den bedst mulige film ud fra materialet. Racersekvenserne er medrivende og intense, rekonstruktionen af 1960'erne er stemningsfuld, og filmen har en lang række vellykkede humoristiske øjeblikke, som sagtens kan gå hen og blive ikoniske. Netop på grund af alt dette arbejde er det kun mere ærgerligt, at Bale og Damon ikke har flere scener sammen, og at der ikke lige er blevet tilføjet en eller to racerscener mere. I forvejen kan to og en halv times spilletid godt være udfordrende, især når der ikke bliver sparet på de biltekniske detaljer undervejs. "Le Mans '66" er bestemt vellykket på en lang række punkter, og bilentusiaster er næsten garanteret en positiv oplevelse.

Billede & Lyd

"Le Mans '66" er skudt på Alexa-kameraer i 2K DI, og opskaleringen til 4K har givet filmen en fremragende billedside. Hver en frame er klar, detaljerig og smukt balanceret i kontrasten. Farverne er tilpas skarpe, og især under udendørsscenerne får man lyst til at pause filmen for at nyde æstetikken. Dette anbefales dog ikke, for endnu mere imponerende er filmens lydarbejde, og udgivelsens Dolby Atmos-lydspor er blandt de mest imponerende, jeg har oplevet til dato. Kombinationen af lydeffekter, dialog og musik brager medrivende ud af højtalerne med en mærkbar bas i de mest intense scener. Mindre imponerende er de stille scener ikke, for der gemmer sig talrige subtile detaljer i lydbilledet, der er sammensat til perfektion.

Ekstramateriale

"Bringing the Rivalry to Life" består af otte featurettes, der sammenlagt har en spilletid på en time. På underholdende vis bliver der gennemgået alt fra bildesigns og skabelsen af filmens look. Allerbedst er de øjeblikke, hvor man kan mærke kemien mellem skuespillerne og instruktøren, men hovedsageligt består disse featurettes af filmtekniske detaljer, der heldigvis bliver holdt på et niveau, så alle kan være med.

Le Mans ´66 (4K UHD)

Kommentarer

Le Mans ´66 (4K UHD)

  • ★★★★0

    Måske en snæver sammenligning, men hørte et podcast , hvor de sagde at alle de fede racer scener er sat sammen af virkelige begivenheder og mange af kørende er bygget op omkring rigtige køre fra den periode.

    Syntes også racer scenerne i Ford vs Ferrari er bedre ind i Rush.

    Mangold er virkelig en glimrende håndværker. Jeg følte man selv sad i bilen. Hans klipning er også altid sublim. Bare tjek duellerne ud i 3:10 To Yuma. Det er klasse!

    Babo 5-05-20 17:11

  • ★★★★★1

    Tæller "Bjergkøbing Grandprix" med under 'bilfilm', vil den rangere højere end "Le Mans '66" og "Rush" for mit vedkommende. :) Ellers er "Senna", selvom det er en dokumentar, også et godt bud.

    Bjergkøbing Grandprix slår også Le Mans ‘66 på min liste <3

    David Lund 5-05-20 18:10

  • ★★★★1

    Driven med Sly slår alt. 

    Babo 5-05-20 18:22

  • ★★★★★1

    Drive Angry med Nicolas Cage er fandme også et undervurderet mesterværk!!

    David Lund 5-05-20 18:29

  • ★★★★★★2

    Lader til at alle har glemt det virkelige guld;

    The Cannonball Run (Ud at køre med de skøre)

    Wayne 5-05-20 19:19

  • ★★★★★0

    Lader til at alle har glemt det virkelige guld;

    The Cannonball Run (Ud at køre med de skøre)

    Jeg havde den faktisk i tankerne, da jeg lavede min liste, men havde åbenbart glemt at skrive den på alligevel. Men ja, virkelig underholdende film!

    David Lund 5-05-20 19:29

  • ★★★★★★0

    Lader til at alle har glemt det virkelige guld;

    The Cannonball Run (Ud at køre med de skøre)

    Den er fee’!!!!

    T. Nielsen 5-05-20 21:04

  • ★★★★★0

    Jeg vil lige fremhæve disse tre fremragende film om motorsport, som jeg varmt kan anbefale at tjekke ud. Alle filmene er i øvrigt  udgivet på BD og er kodefri. :)

    Den første er John Frankenheimers hæsblæsende Grand Prix fra 1966 med James Garner i hovedrollen:

    youtu.be/ziuLqY6TloM

    Den næste er Winning fra 1969 med Paul Newman:

    youtu.be/QPxZSodp3fc

    Og den sidste er Le Mans fra 1971 med Steve McQueen:

    youtu.be/228f-dPxI3Q

    Desuden er der lavet en rigtig god dokumentar fra 2015 om Paul Newmans karriere som racerkører, der først startede, da han var 48 år gammel. Alligevel lykkedes det ham på imponerende vis både at blive en anerkendt og respekteret sportsmand blandt.de professionelle, samt at vinde flere mesterskaber. Dokumentaren "Winning : The Racing Life of Paul Newman er tilgængelig via Amazon Prime.

    youtu.be/IFZBPhGSPC8

    youtu.be/9nwvOUjBrp0

    NightHawk 6-05-20 11:04

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen