Anmeldelse: Miss Osaka

Med "Miss Osaka" cementerer Victoria Carmen Sonne sig som dansk indie-dronning i en film, der oser af stil, men mangler drama.

Fra det brutale Sundance-hit "Holiday" til små, danske indieskud som "Usynligt hjerte" og "Psykosia" har stjerneskuddet Victoria Carmen Sonne altid søgt grænser i udforskningen og portrættet af menneskets psyke – hvad end det har været fangenskab i et usundt forhold, indlagt på den lukkede eller som pensioneret pornoskuespiller. I Daniel Denciks neonoplyste "Miss Osaka" får skuespilleren ikke bare lov til at afsøge grænser. Hun krydser dem bogstaveligt også med den første danske spillefilm optaget i Japan, hvor den rodløse Ines skal finde hjem. En rejse, der er kommet en smuk og poetisk film ud af, som dog mangler mere motivation.

På plakaten lyder taglinen: "Hvem ville du være, hvis du kunne være hvem som helst?", og ligeledes spørger veninden Maria den betagede Ines under en ferie i Norge. Mellem linjerne er svaret klart: Ines vil være alle andre end sig selv og i særdeleshed gerne den smukke Maria – hvis hun nu faktisk kan vælge – for Maria bor i Japan, har rejst verden rundt, hører klassisk musik og begår sig generelt som et menneske med styr på livet. Sådan vil Ines også gerne være, for hun er endt i dødssyge middage med en arbejdsnarkoman til kæreste og uden retning i livet. Så på bedste "Lost in Translation"-facon ender hun i det fremmede Japan i jagten på sig selv og et liv, der måske – måske ikke – er dét liv, hun har drømt om.

Turen til Japan og jagten på et andet liv sker dog ikke uden grund. Ines og Marias forhold flyder mellem venskab og mere, og med en cold open i Nordnorge er det tydeligt, at en ulykke – eller et mord? – har fundet sted. En hændelse, som sender Ines på flugt til Japan, hvor en overtagelse af Marias umiddelbart fantastiske tilværelse venter. Men er tilværelsen som moderne geisha på en karaokebar, der veksler mellem J-pop og dødsmetal, lykken, til trods for mænds affektion og rigdomme? Og hvor længe kan du flygte fra dit sande jeg?

"Miss Osaka" kan snildt sælges som en neo(n)-noir. Antydningen af en vaskeægte femme fatale gemmer sig i Ines' henkastede blikke, mens dobbeltgængere og spørgsmål om identitet – og ikke mindst forveksling af denne – gør sig gældende i det fremmede Japan. Og så er der jo et halvmystisk dødsfald som præmissen for historien. Men Daniel Dencik og partner på manuskriptet, Sara Isabella Jønsson Vedde, måtte gerne bruge mere tid på at udforske karakterernes relationer. Det står hurtigt klart, Ines er fascineret af andre mennesker og især ferievennen Maria. Men motivationen for at rejse til Japan og starte et nyt liv fremstår noget uklar. Måske meningen gemmer sig ved gensyn i de neon-lækre farver, som drypper ned ad væggene i Ines' isolerede tilværelse, men det er ikke nok til at bide på mysteriet for alvor.

Derfor er det ærgerligt, når den ellers velsmurte og yderst stemningsfyldte tur gennem Osakas gader og natklubber hurtigt skal afrundes til slut. Akavet klippes der i filmens sidste minutter tilbage til Ines' mand, Lucas (Mikkel Boe Følsgaard), som uvidende om sin kærestes skæbne står alene tilbage i Norge. I håb om at tilføre historien noget mystik og drama via en forsvunden person og et ukendt lig skal Lucas forholde sig til, hvad der i sidste ende bliver en uforløst historie, der hele tiden kun burde have handlet om Ines' selvrefleksive søgen efter sig selv i Japan.

Det afholder dog ikke "Miss Osaka" fra at være en glimrende, lille dansk indiefilm, der med sit engelske sprog og optagelser i Japan føles og ligner en langt større produktion, end hvad vi er vant til. Daniel Dencik har om nogen sans for stil og billeder og for, hvordan den helt rette stemning skabes omkring et menneske på udebane. Ines legemliggøres også til perfektion af Victoria Carmen Sonne, der gang på gang bliver ved med at imponere. Mysteriet, motivationen for rejsen og spillet på noir-troperne måtte der dog gerne være blevet brugt langt mere energi på at udforske. Nu grundelementerne alligevel er til stede.

Miss Osaka