Anmeldelse: Usynligt hjerte

Nok er "Usynligt hjerte" en lille film, men det er samtidig dansk filmkunst på et meget højt niveau.

Vi søger alle kærligheden. Om det er et kys, et knus eller bare et håndtryk, kan det gøre noget helt særligt for menneskets sind. Om så man søger kærligheden blandt venner, bekendte eller hos sin kæreste, kan den empati og omsorg skabe små mirakler. "Usynligt hjerte" giver indblik i en gruppe menneskers søgen efter netop dette ud fra deres tomme tilværelser. Og det fortælles smukt og stærkt.

Over 24 timer møder vi tre mennesker: Eks-misbrugeren Niklas (Niklas Herskind), lillebror Frederik (Noah Skovgaard Skands) og ekskæresten Laura (Victoria Carmen Sonne). Niklas vil gerne leve et såkaldt normalt liv, men det er ikke nemt med en fortid som junkie. Laura er netop hjemvendt fra USA med negative oplevelser i bagagen. Den unge pige har medvirket i flere pornofilm, nogle endda under tvang. Frederik er havnet i selskab med nogle andre unge, som ikke er det bedste selskab for ham – hvilket forsøges at ændres. Deres oplevelser sammenkædes i en stærk mosaik af skæbnesvangre valg og øjeblikke.

Multiplotfilm, hvor flere handlingsforløb på samme tid rodes sammen på kryds og tværs, er ikke just en ny måde at fortælle film på. Robert Altman udbredte for alvor det narrative greb og viste med blandt andet "The Player", "Short Cuts" og "Gosford Park", hvordan det perfektioneres. Instruktørdebutanten Lauritz Flensted-Jensen viser samme overblik med "Usynligt hjerte". De sammenflettede historier instrueres i Altman-klassen med rum til grin og gråd.

En anden dansk film fortalt ud fra samme model var Mikkel Munch-Fals' "Smukke mennesker" fra 2010. Ligesom "Usynligt hjerte" handler Munch-Fals' film om et kærligheds- og omsorgshungrende persongalleri. Omsorgen lurer under overfladen og venter på at titte frem, men vores hovedkarakterer har så svært ved at udtrykke sig overfor hinanden. Pointen synes at være, at kunne følelser udtrykkes, ville verden være et bedre sted. Og måske der er noget om snakken. Flere scener er instrueret og spillet med stort overskud. Et rørende bordelbesøg, hvor Niklas tager to med Downs syndrom med, er opskriften på, hvordan en tåreperser skal skæres. Simpelthen da det oser af så meget kærlighed – uden at blive lummert. Der har været snak i medierne om, at Flensted-Jensen bruger rigtige handicappede i sine film, hvilket kun giver et troværdigt indspark til filmens realisme. Et andet eksempel er, da Frederik og hans ven vil stjæle fra nogen i Ørstedsparken, og situationen tager en helt anden drejning. Den store histories små hverdagsfortællinger, der kan være så ubetydelige set fra afstand – men så altafgørende i livets store fortælling.

Nok er "Usynligt hjerte" en lille film, men det er samtidig dansk filmkunst på et meget højt niveau – rørende, empatisk og stærk fortalt. Skuespillerne gør det alle rigtig godt. Victoria Carmen Sonnes præstation kunne sagtens ses som en videreudvikling af hendes Bodil-vindende rolle fra "Holiday", men jeg mener, at hendes rolle denne gang er stærkere og mere vedkommende end i den ellers prisvindende film. Filmens stærkeste kort er dog Niklas Herskind som Niklas. Han brænder fuldstændig igennem med en blændende præstation, der virkelig får én til at håbe på, at en stor fremtid gås i møde.

Lauritz Flensted-Jensen har med "Usynligt hjerte" skabt en suveræn og nærværende dansk film. Tanker og følelser sættes i gang, og lysten til at ringe til mor eller far og fortælle, at man elsker dem, trænger sig på. Temaet om, at kærlighed og omsorg er vigtigt for os alle, er universelt. Se "Usynligt hjerte" for at blive mindet om det.

Usynligt hjerte