Anmeldelse: QEDA

"QEDA" er mere "Stalker" og "The Road" end "Tilbage til fremtiden" og "Timecop".

Hvem ville have troet det. Ikke siden cyberpunk-kikset "Skyggen" for små 20 år tilbage og den anderledes vellykkede ungdomsserie "Crash" fra 1984 har science fiction ligefrem været en yndet genre i dansk film. I en nutid, hvor klimapolitik for alvor skaber overskrifterne, bør det måske ikke overraske, at dystopisk sci-fi endeligt har nået de nordiske farvande. Til gengæld overrasker den hæderkronede dokumentarist Max Kestner med "QEDA" som én af de mest ambitiøse og intelligente danske spillefilmsdebuter i nyere tid.

København i år 2095. Klimaet har kastet håndklædet i ringen, havene er steget, og naturligt ferskvand er forsvundet. Med andre ord står menneskeheden overfor sit endelige. I fremtiden er der dog også teknologiske fremskridt, der kan vende timeglasset – før det løber helt ud i sand. Sikkerhedschefen Fang Rung (Carsten Bjørnlund) har fået en opgave i al hemmelighed: at genoptage det forbudte QEDA-tidsrejseprogram, hvor vores helt gennem molekylær spaltning er blevet delt i to og kan sende sin ene halvdel, Gordon Thomas (også Carsten Bjørnlund), tilbage i tiden for at finde en løsning. Da Thomas sendes tilbage til København anno 2017, hvor forskeren Mona Lindkvist (Sofia Helin) muligvis lavede et videnskabeligt gennembrud, der kunne løse klimakatastrofen, forsvinder han pludseligt. I frygt for at historiens gang ændres radikalt pga. Thomas' tilstedeværelse i fortiden, tages drastiske midler i brug.

"QEDA" er mere "Stalker" og "The Road" end "Tilbage til fremtiden" og "Timecop". Morgendagens København er druknet i foruroligende klimakonsekvenser og ædt op af saltstorme. Nej, Kestner tegner ikke det neon-smukke glansbillede af byen, som ellers er varemærke i en håndfuld af veteranens dokumentarfilm. Til gengæld er poesien ikke glemt, omend temmelig dyster. Der kaldes på taknemmelighed over nuets mange muligheder, som underforstået råber op om miljøbevidsthed og øjeblikkelig handling.

Minimalistisk og symbolsk levnes vi ikke mange overforklaringer i "QEDA" – samtidig med at paradokserne ikke alene er tidslige, men også narrative spejlinger af hinanden. 87 minutters kompleksitet og dobbeltgængermotiver kræver, at tungen holdes lige i munden. Carsten Bjørnlunds voice over vækker en film noir'sk resonans, der i sig selv er et paradoks, eftersom en fortællerstemme, der læser op fra sin dagbog i en tidsrejsefilm, i sin natur er en foranderlig butterfly effect. Fremtiden omskrives i takt med fortidens ændringer – i takt med at Gordon Thomas simultant påvirker, hvad der sker i fremtid, ved at forblive i fortiden. Pointen er, at vi i nutiden skal tage ansvar for at genskrive vores egen historie, sådan at det ikke ender med verdens undergang om små 80 år.

Æstetisk har vi at gøre med et nybrud i dansk film med en mildest talt imponerende postapokalyptisk visuel side. Martin Madsen har VFX-tryllet hyggelige København om til et udpint helvede på Jorden, underbygget af Jonas Strucks atmosfæriske synth-score og allestedsnærværende Peter Albrechtsens eminente lydside. Til sammenligning synes nutidens grønne København til gengæld kedsommelig. Skønheden skal nemlig findes i refleksionen. I påskønnelsen af det ordinære. Af den verden, vi har, før det forsvinder – i spejlingen af den dystopi, vi har i vente. Hvis altså ikke vi når at omskrive en fortælling, vi i fremtiden kan være bekendt at fortælle vores børnebørn.

Tag ikke fejl af den højstemte voice over og dystre fremtidsvision – historien er enormt jordnær. Max Kestners spillefilmsdebut er et tankevækkende opråb om klimabevidsthed, som er umulig ikke at forholde sig til. Som første danske sci-fi-film i 20 år – og bedste siden den næsten 100 år gamle "Himmelskibet" – er "QEDA" en særdeles modig opvisning ud i kompleksitet og tidsparadokser, der sætter nutiden i relief.

Se Moovy TV's store særudsendelse om "QEDA":