Rigtig god anmeldelse Nicki og jeg er ret enig, selv om 4/6 stjerner er lige i overkanten. Men det fornemmer jeg måske også at du selv synes?

Anmeldelse: Ready Player One (UHD)
"Ready Player One" som film er et ekko af fortiden, hvor det momentvis er sjovt at udpege popkulturelle gamer- og filmreferencer.
Svælgen i nostalgien er en tilstand, en stor andel filmentusiaster ikke kan fralægge sig. Ekkoet fra barndommen romantiseres ofte til en varm følelse af, at verden var bedre – henlagt i en naivitet, hvor selv dét, der var pinligt, nu en årrække senere ukritisk har fået et kirsebær på toppen. Som barn er udsynet ikke større, hvilket naturligvis er besnærende at ønske at drømme sig tilbage til. Særligt 80'erne er forvandlet til en popkulturel milepæl, hvor Den Kolde Krig og Kartoffelkuren puffes væk, som var de begivenheder fra en ond drøm – langt væk fra en anden galakse. "Ready Player One" er et forsøg på at genskabe og være komplet ukritisk i dén romantisering.
Vi befinder os i år 2045 i en fremtid, der til forveksling ligner 2018 temmelig meget. Størstedelen af befolkningen tilbringer fritiden i OASIS: en Virtual Reality-parallelverden, hvor tilværelsen nu går ud på via spil at udleve alverdens drømme og ikke mindst deltage i konkurrencer, der kan gøre dem millionærer og eftertragtede. Skaberen bag, der var besat af 80'er-popkultur, har efter sin død efterladt et easter egg i sit univers. Personen, der finder de tre nøgler, som leder til det skjulte easter egg, bliver ikke kun stinkende rig, men overtager også rettighederne til den enorme spilplatformen. Blandt deltagere i den store skattejagt er Wade Watts (Ty Sheridan). Da teenageren kommer på sporet af første nøgle, bliver han ikke kun en helt, men også et mål for den onde organisation IOI, der har ét mål: at overtage den virtuelle virkelighed.
Steven Spielberg er i sig selv personificeret som en integreret del af 80'erne, hvor den amerikanske instruktør i sine talrige eskapistiske film hungrer efter eventyrligt pastelfarvede film i Technicolor. Og "Ready Player One" er alt, hvad en Spielberg-80'er-fan hungrer efter. Farverigt, sprudlende underholdende og lige ud ad landevejen uden tænksomme bump.
Ernest Clines debutroman fra 2011 er kommet under kærlig behandling i mikset mellem ubekymret retro-hyldest og kreativ sci-fi, og alligevel er det, som om 80'er-dyrkelsen ikke når samme friske niveau som bogen. Virtual Reality-bølgen som nytænkende globalt fænomen har mistet sin nyhedsværdi syv år senere, hvor det er på vej til at blive allemandseje med potentiale til at bevæge sig langt udover gaming-verdenen. Spielbergs karakteristiske retro-fascination og talrige referencer er til at forvente med høj underholdningsværdi, effektbrug og elegant timing. Alligevel føles filmatiseringen på flere niveauer håbløst forældet ved gensyn.
Få er så dygtige tekniske håndværkere som den 71-årige New Hollywood-filmskaber. Samtidig fastholder få præcis samme hero’s journey-fortællemæssige struktur. Intet er på spil, intet overrasker, og 80'er-ikonografien ender i et audiovisuelt hysteri – men nøj, hvor er der skruet op for popcorn-faktoren. "Ready Player One" som film er et ekko af fortiden, hvor det momentvis er sjovt at udpege popkulturelle gamer- og filmreferencer. De tjener ikke andre formål end at være fikse gimmicks, hvilket ofte ender ud som forstyrrende glitches og helt ligegyldige sideplots. Frygten for at blive politisk eller teknologikritisk er påfaldende. Storkapitalisme og tidens revolutionstendenser fremstilles med en gammel mesterinstruktørs rystende hænder, der helst vil have madro over sovsen og de overkogte kartofler. Pegefingeren løftes dog i belæringen om at fastholde menneskelige relationer ude i den dersens virkelige verden, som ikke foregår foran computerskærmen eller i den virtuelle verden. Sødt moraliserende og underholdende. Spielberg bør holde sig til sidstnævnte.
BILLEDE & LYD
UHD-udgaven er opskaleret fra 2K til 4K, hvilket er en flot opgradering i forhold til den i forvejen imponerende Blu-ray-version – der også er vedlagt i udgivelsen. HDR-detaljegraden er særligt markant ved close ups af ansigter og ved referencefyldte actionsekvenser. Farvemætning og tekstur giver dét mere dybde, hvilket er essentielt i en sci-fi-film som "Ready Player One", hvor der skiftes mellem virtuel og "rigtig" virkelighed. Atmos-lydsiden er fantastisk. Balancegangen mellem førnævnte actionsekvenser, emotionelle 1 til 1-dialogscener og 70'er- og 80'er-soundtracket fungerer suverænt.
EKSTRAMATERIALE
De 90 minutters ekstramateriale, der ikke er præsenteret i 4K, er helt klassisk overfladisk bag om kameraet om filmens tilblivelse og baggrund. Skuespillerne roser hinanden, Spielberg fortæller om, hvor fantastisk det var at arbejde med materialet og holdet bag. Mildest talt ikke særligt interessant og fortalt i filmens heltetone, hvilket meget hurtigt bliver enerverende.