Anmeldelse: Snake Eyes

"Snake Eyes" kan bryste sig af flot koreografi, hvor det tydeligt mærkes, at skuespillerne er toptrænede.

Tilbage i 2007 udkom første filmatisering af Transformers-universet. Et klassisk Michael Bay-hit, der blev starten på en særdeles lukrativ franchise. Dette gav Hasbro, legetøjsfirmaet bag de transformerende maskiner, blod på tanden, og i 2009 gik de i krig med G.I. Joe-legetøjet. De to "G.I. Joe"-film nåede aldrig samme store succes som Bays franchise, men nu forsøges der at rette op på det med "Snake Eyes".

Som barn myrdes Snake Eyes' (Henry Golding) far af en ukendt gerningsmand, og siden da har han svoret hævn. Som voksen er han en omstrejfende, ensom ulv, men introduceres en dag for Arshikage-ninjaklanen via sin nye ven Tommy (Andrew Koji). Her træner den vrede mand hårdt, sådan at han kan blive et fuldbyrdet medlem af klanen, få en ny "familie" og lægge en dæmper på sine følelser. Bag de mørke øjne foregår der dog mere, end Snake Eyes fortæller.

Filmens ærinde er todelt: Først og fremmest som oprindelseshistorie til Snake Eyes og desuden som reboot af "G.I. Joe" på film. Missioner, "Snake Eyes" kommer nogenlunde i mål med. Oprindelsen er på papiret fint fortalt. Omend en anelse indforstået, hvis man i forvejen ikke har sat sig ind i legetøjs- og tegneserieuniverset bag. Og her er bestemt guf for fans i vente, men alle må tage til takke med et basalt plot om ære, loyalitet og følelsesmæssig selvkontrol. Undervejs føles de valg måske fjollede i en Hasbro-film, men det bidrager til, at actionbraget aldrig bliver kedeligt.

Æren for det tilfalder dog også kampscenerne. "Snake Eyes" kan bryste sig af flot koreografi, hvor det tydeligt mærkes, at skuespillerne er toptrænede. For i bund og grund er der tale om en martial arts-film, der i sig selv er forfriskende kontra mængden af pistol- og masseeksplosioner-film. Actionscenerne holdes dog tilbage af kameraarbejdet. Mange nærkampene er skudt med shaky cam, der går så tæt på karaktererne, at det kan være svært at følge med. Den til tider aggressive klipning hjælper heller ikke. Filmen skaber ellers god underholdning. Til trods for en tilbagevendende følelse af, at løjerne ikke altid giver mening – såsom når fjendtlige grupperinger besejres lige hurtigt nok, eller vores helte virker uovervindelige.

Skuespillet er ligeledes fornøjeligt uden at tilbyde noget seværdigt. Selvom enkelte har deres højdepunkter – som Snake Eyes' følelsesmæssige øjeblikke og en sen skurk, der er underholdende at være vidne til. Det lader dog til, at alle mand både foran og bag kameraet har hygget sig gevaldigt under optagelserne og mellem de (formentlig) hårde træningsperioder. Hvilket delvist smitter af på en sammenlagt underholdende oplevelse.

"Snake Eyes" er på ingen måde en katastrofe, men heller ikke just mindeværdig. Glimt i øjet og flot koreografi holder martial arts-stilen kørende, mens et simpelt plot og for rystet kameraarbejde holder oplevelsen tilbage. Samt at filmen kan virke indforstået for dem, som ikke kender til legetøjet. Dog er nok katanaer og ninjaer til to underholdende timer, hvorefter de skubbes tilbage i sværdskeden for aldrig at blive brugt igen.

Snake Eyes