Det er altid interessant at se bands med mange år på bagen prøver noget nyt. Normalt ses det, når det pågældende band afprøver nye musikalske genre. Efter musikdokumentarerne "Back and Forth" og "Sonic Highways", har amerikanske Foo Fighters besluttet sig for at medvirke i en gyserkomedie, hvor de spiller fiktive udgaver af dem selv. Nok de færreste havde forudset dette træk fra det succesfulde band. Ulige deres karriere, vil "Studio 666" næppe blive æret ved Rock and Roll Hall of Fame.
Foo Fighters står til at skulle optage deres tiende album, hvor chefen for deres pladeselskab, Shil (Jeff Garlin), og resten af bandet, venter på at frontmanden Dave Grohl skriver sangene. Grohl befinder sig dog i en skriveblokade. Derfor rykker bandet ind i villaen Encino, hvor de håber at finde inspirationen. Det skal dog vise sig, at villaen ikke blot besidder en blodig fortid: der er også overnaturlige kræfter på spil, som truer både albummets produktion og bandmedlemmernes liv.
På papiret er det en sjov idé at Foo Fighters kaster sig ud i en gyserkomedie, i sig selv guf for de største fans af bandet. Trods den fiktive tilgang mærkes det tydeligt, at, gruppen har haft det sjovt. Især Rami Jaffee og Dave Grohl har en fest med deres "roller", der smitter af på oplevelsen indimellem. Især, når når der kommer lig på bordet.
Men kun indimellem, da "Studio 666" ikke får meget ud af sin præmis. Selve historien består af klichéer, lånt fra blandt andet "Ondskabens hotel" og "The Amityville Horror", blot for at nævne et par eksempler. Indsatsen for at gøre mysteriet interessant udebliver dog. Hvilket også er her, Foo Fighters understreger at de ikke er skuespillere. Nok har de kemi, men reaktionerne på mystik og grusomheder er dybt utroværdigt. Det hjælper heller ikke, at effekterne er distraherende billige. Selvom dét bruges til sin fordel, når filmen, efter en time, endelig begynder at slagte sit karaktergalleri med i kold teaterblod.
"Studio 666" til at prøver at være så dårlig, at den er underholdende. Dog tager filmen sig selv så seriøst, at humoren ender akavet og intetsigende og de 108 minutter føles meget lange. I sidste ende ser filmen sig tilfreds med joken om, at en fiktiv udgave Foo Fighters befinder sig i en gyserfilm. Joken virker måske for fans, men ender ellers som uforløst potentiale i so bad it’s good-kategorien.
"Studio 666" har alle ingredienserne til at være så dårlig, at den er underholdende. Skuespillet er ikke just imponerende, men hjælpes på vej af bandets kemi. De billige effekter er latterlige, og mordene er så groteske og falske, at det indimellem er komisk. Desværre spiller fjollerierne tiden på en kedelig historie, der er alt for lang tid om at komme i omdrejninger.
★★★★★★0en kedelig historie
Og det er altid problemet med b-film. Alle film kan ses, medmindre de er kedelige. Det er noget med tempo og timing og en historie, der gerne må være dårlig, men ikke kedelig.
Får den nu nok set alligevel, selvom jeg ikke er fan af Foo Fighters