Moovy Exclusive: Fem til fredag: Mest undervurderede Pixar-perler

Pixar har et elsket bagkatalog, men hvilke animationsperler overses alligevel?

Efter det filmhistoriske gennembrud "Toy Story", der viste, hvad computeranimation kunne, markerede Pixar sig hurtigt som Disneys arvtager på animationsfilmfeltet. Rækken af rosende superlativer er næsten uendelig, når filmene fra studiet med den lille arkitektlampe skal beskrives af anmeldere og publikum. Ja, det er ofte svært at sætte en negativ finger på en Pixar-film. Alligevel er der nogenlunde bred konsensus om, hvilke film der er studiets mesterværker – og dermed også, hvilke man helst undgår at tale om. Så i den anledning kommer her mit super subjektive forsvar for, hvilke fem Pixar-perler, der er skammeligt oversete, og som ofte har fået en ufortjent placering i bunden af de obligatoriske "bedst til værst"-lister.

"Modig"

På trods af Pixars ry for at være cutting edge og fremadskuende, så tog det dem alligevel 17 år at lave en film med en kvindelig hovedrolle. På overfladen lader de til at lave et uinspireret opkog af Disneys prinsessefilm, hvilket nok også er det, der afskrækker de fleste ved studiets 13. spillefilm, men "Modig" er på mange måder en af deres mest modige film.

Den takler kønsroller, gør op med prinsessemytologien og prinsen på den hvide hest og er noget så progressivt som en mor-datter-historie i børnehøjde (en ting, som familiefilm sjældent beskæftiger sig med). Jeg vil endda vove den påstand, at uden "Modig", ingen "Frost". Den har både hjerte, humor og sjæl, og alt sammen pakket ind i et forunderligt og gudesmukt univers.

"Fremad"

Dette finurlige take på en fantasy-verden, hvor alle væsener lever som almindelige mennesker, fik en lettere lunken modtagelse, da den udkom sidste år. "Fremad" blev på ingen måder slagtet, men de fleste havde svært ved rigtigt at elske denne fjollede variant over "Weekend med Bernie".

Men går man filmen i bedene, så har den masser af hjerte, og den grundlæggende søskende-historie er et af de mest rørende forhold i Pixars filmografi (hvilket ved Gud ikke siger så lidt!). Ud over den overraskende slutning og den eventyrlige rejse, så er hele universet så utrolig opfindsomt og spækket med humoristisk potentiale, som filmen formår at udnytte til sit yderste.

"Monsters University"

Generelt er sequels (med undtagelse af "Toy Story") blandt de mindst elskede i Pixars katalog, hvilket også giver mening, da studiet netop har ry for at være nyskabende. Med opfølgeren til "Monsters, Inc.", kun to år efter den udskældte "Biler 2", tænkte mange sikkert også, at nu havde Pixar definitivt kastet håndklædet i ringen.

Men Dan Scanlon viste, at der stadig var kød tilbage på monster-benet. Der er faktisk tale om en prequel, der forklarer, hvordan Mike og Sully mødte hinanden, og alle trådene lægges på fornemmeste vist ud til at lede frem til originalen. Og selvom det kan virke som en fjollet homage til collegekomedien, så rummer denne film flere dybe lag end først antaget.

"Find Dory"

Det er modigt at kaste sig ud i en efterfølger til en af Pixars mest elskede film, "Find Nemo". Men med en så sprudlende karakter som Dory, der jo i høj grad spiller andenviolin (eller nærmere tredje) i den første film, så er det faktisk en utrolig oplagt idé ved nærmere eftertanke.

Og ja, historien i "Find Dory" er måske ikke Pixars mest sindsoprivende eller allermest mindeværdige, men hovedkarakterens baggrundshistorie er (ligesom i "Monsters University") en uudforsket guldgrube, der giver det ellers temmelig jævne spændingsplot en helt utroligt rørende klangbund.

"Biler"

Indrømmet, da jeg så "Biler" første gang, syntes jeg også, det var noget værre hø. Talende biler og en doven variant over "Doc Hollywood" – var det virkelig det bedste, de kunne finde på efter hattricket "Monsters Inc.", "Find Nemo" og "De utrolige"?

Onde tunger vil klart påpege, at denne film føles mere som en generisk animationsfilm for de mindste, men kigger man ordentlig efter under kølerhjelmen, så har den faktisk meget at byde på. Først og fremmest er der kælet for (og tænkt over) alt i universet ned til mindste detalje, og det er virkelig en film, der sprudler af fortælleglæde og emmer af ublu kærlighed til de firehjulede køretøjer. Og ja, "Biler 2" er faktisk heller ikke så tosset...

Kommentarer

Fem til fredag: Mest undervurderede Pixar-perler

  • ★★★★★★0

    Eneste virkelig ringe af de fem er Find Dory

    Wayne25-06-21 16:10

  • 1

    Eneste virkelig ringe af de fem er Find Dory

    Det finner jeg meget rigtigt... 

    Jeg er svært glad for græsrødderne, som jeg oplever, at flere finder knap så relevant, når vi snakker Pixar-klassikere. 

    Nickell25-06-21 16:13

  • ★★★★★★0

    Det finner jeg meget rigtigt... 

    Jeg er svært glad for græsrødderne, som jeg oplever, at flere finder knap så relevant, når vi snakker Pixar-klassikere. 

    Enig - Græsrødderne er vigtig for Pixar’s DNA

    Wayne25-06-21 16:22

  • ★★★★0

    Cars har et fantastisk hyggeligt kommentarspor, og uanset, hvad man mener om John Lasseter, så kunne man virkelig høre det her var en film han virkelig brændte for at lave, når han fortæller om hans familieture ude på de åbne veje, og det som de så.

    Elwood25-06-21 16:41

  • ★★★★0

    Jeg synes "Den Gode Dinosaur" er undervurderet. En rigtig fin film, der vistnok desværre kom samme år som "Inderst Inde".

    Åkepool25-06-21 18:01

  • 0

    Og ja, "Biler 2" er faktisk heller ikke så tosset...

    Biler 2 er sateme ringe. Mener du ikke den tredje i rækken, som rent faktisk er en hæderlig film?

    Popeye25-06-21 18:31

  • ★★1

    Lort og lagkage. 

    Essal25-06-21 18:32

  • ★★★★★★0

    Lort og lagkage. 

    Det er altså ikke madtråden, det her ;-)

    Wayne25-06-21 18:34

  • 0

    Enig - Græsrødderne er vigtig for Pixar’s DNA

    Pixar er klart vigtig for Pixars DNA, men i mine øjne ikke en film på højde med deres bedste.

    Nikolai Schulz25-06-21 19:11

  • 0

    Jeg synes "Den Gode Dinosaur" er undervurderet. En rigtig fin film, der vistnok desværre kom samme år som "Inderst Inde".

    Jeg må sige, at "Den gode dinosaur" aldrig rigtig gjorde noget for mig. Jeg synes den bar tydeligt præg af, at være blevet omskrevet og omskrevet og man ikke helt vidste, hvad man ville med den. En ret flad oplevelse for mig. Men fedt, at andre havde en god oplevelse med den!

    Nikolai Schulz25-06-21 19:12

  • 2

    Biler 2 er sateme ringe. Mener du ikke den tredje i rækken, som rent faktisk er en hæderlig film?

    Nej, "Biler 3" synes jeg virkelig er en af Pixars sløjeste film. Den er vitterligt løbet tør for benzin... 2'erne har i det mindste en crazy Bond-historie, og så er den virkelig underholdende for børn!

    Nikolai Schulz25-06-21 19:14

  • ★★★★★★0

    Pixar er klart vigtig for Pixars DNA, men i mine øjne ikke en film på højde med deres bedste.

    Det skrev jeg heller ikke ;-)

    Wayne25-06-21 21:08

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen