Kevin Feige og Patty Jenkins’ "Star Wars"-film droppet

Vi skal ikke forvente at få en ny "Star Wars"-film før tidligst i december 2025.

Da "Star Wars: Rogue Squadron" blev annonceret i december 2020, blev der lagt i kakkelovnen til et storstilet stjernekrigseventyr – den første "Star Wars"-film efter Skywalker-sagaens afslutning.

Ud over en lille teaser proklamerede instruktøren Patty Jenkins ("Wonder Woman 1984"), at hun havde i sinde at skabe den bedste jagerpilot-film nogensinde. 

Nu er projektet efter en del trakasserier angiveligt blevet droppet helt og aldeles. Det samme et MCU-bossen Kevin Feiges annoncerede "Star Wars"-film. Det rapporterer Variety

I december sidste år var Patty Jenkins ellers ude at sige, at hun stadig var ved at udvikle "Rogue Squadron", men nu kan vi altså endegyldigt skyde en hvid pil efter sci-fi-eventyret. Og det samme gælder som sagt Kevin Feiges gådefulde "Star Wars"-projekt.

Se også: Moovy TV: "The Mandalorian"-interview med Jon Favreau

I skrivende stund ved vi ikke, hvilken "Star Wars"-film der skal overtage stafetten efter "Star Wars: The Rise of Skywalker" fra 2019, men det kan muligvis ende med blive Taika Waititis ("Thor: Love and Thunder") annoncerede "Star Wars"-projekt, der genstarter den berømte franchise på filmfronten.

Variety skriver i øvrigt, at Waititi formentlig får en prominent rolle foran kameraet i sin egen "Star Wars"-film.

Som tidligere rapporteret barsler Damon Lindelof ("Lost", "Watchmen") og Sharmeen Obaid-Chinoy ("Ms. Marvel") også med en kommede "Star Wars"-film, der stadig er omgærdet af mystik. Og for nylig fortalte "Deadpool 3"-instruktøren Shawn Levy, at han også har en "Star Wars"-film i støbeskeen.

Vi bliver formentlig klogere på Lucasfilms fremtidsplaner i forbindelse med den kommende "Star Wars Celebration Europe"-event, som finder sted i London i midten af april. Her forventes det, at studiet løfter sløret for, hvornår vi kan vende tilbage til den fjerne galakse, men det bliver ifølge Lucasfilms kalender tidligst i december 2025. 

På seriefronten sprøjter Lucasfilm til gengæld masser af "Star Wars" ud i den kommende tid. Ud over 3. sæson af "The Mandalorian", der netop har haft premiere på Disney+, kan sci-fi-fans bl.a. se frem til "Ahsoka", "Skeleton Crew", "The Acolyte" og 2. sæson af "Andor".

Kommentarer

Kevin Feige og Patty Jenkins’ "Star Wars"-film droppet

  • ★★★0

    Jeg ved ikke om jeg er ovenud glad for at Waititi skal instruere en film. Jo, hans egne projekter er gode og hans første Thor-film var også god spas, men det virkede lidt som om at han blev lidt overrasket over, at man forventede mere fra ham og lavede en omgang venstrehåndsarbejde med den anden Thor-film.

    NSF 9-03-23 10:50

  • ★★★★★★0

    Han har klart formået at gøre Thor figuren mindre kedelig.

    Desværre fortsatte han så langt ud af den tangent, at Thor er endt som en joke på den mægtige tordengud.

    Waititi har instrueret afsnit af The Mandalorian - så han er allerede på holdet, men jeg vil også hellere se hans egne projekter.

    Wayne 9-03-23 12:08

  • 0

    1. Har jeg lyst til at se en fantastisk fortsættelse af universet i Biografen: Ja! 

    2. Har jeg tiltro til, at Disney kan igangsætte nye historiefortællinger, der holder i biografen: Nej!

    3. Skal STAR WARS leve videre som serieformat: Det bør det nok.

    Dominar Rygel XVI10-03-23 16:30

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen