Spændende!
“Star Wars”-serien “The Acolyte” får premieredato og plakat
Og den første trailer er lige på trapperne…
Det er over tre år siden, at Lucasfilm løftede sløret for en kommende "Star Wars"-serie med titlen "The Acolyte".
Optagelserne gik i gang i november 2022, og nu har vi så omsider fået den eksakte premieredato: Den mystiske og meget imødesete føljeton skydes i gang på Disney+ den 5. juni. Samtidigt har Lucasfilm frigivet en teaser-plakat, der kan ses i fuld størrelse herunder. Og ikke nok med det: Seriens første trailer udkommer endelig online senere i dag.
LÆS OGSÅ: OPTAGELSERNE TIL "STAR WARS"-SERIEN "THE ACOLYTE" ER SKUDT I GANG
"Star Wars: The Acolyte" beskrives som en spionthriller, der tager publikum tilbage til en galakse fyldt til randen med dystre hemmeligheder og skumle dark side-kræfter i de sidste glorværdige dage af High Republic-æraen, hvor jedi-ordenen er på sit højeste.
Her genforenes en tidligere padawan-lærling med sin forhenværende jedi-mester for at efterforske en serie forbrydelser. De mørke kræfter, som de noble krigere konfronteres med, viser sig dog at være langt mere dystre end de kunne have forestillet sig.
Serien er skabt og produceret af Leslye Headland ("Russian Doll"), og rollelisten består af navne som Amandla Stenberg, Joonas Suotamo, Dafne Keen, Manny Jacinto, Rebecca Henderson, Lee Jung-jae og Carrie-Anne Moss.
Ud over "Star Wars: The Acolyte" kan "Star Wars"-fans bl.a. også se frem til Disney+-serien "Star Wars: Skeleton Crew", hvori selveste Jude Law sætter kurs mod den fjerne galakse.
"Star Wars: The Acolyte" får premiere 5. juni på Disney+.