"Star Wars: The Bad Batch" får særlig premieredato

Den nye animationsserie udkommer meget passende på Star Wars-dag.

Så er der godt nyt til fans af de animerede "Star Wars"-serier "The Clone Wars" og "Star Wars Rebels".

Første episode af en helt ny animationsserie med titlen "Star Wars: The Bad Batch" får eksklusiv premiere på Disney+ den 4. maj.

Netop denne dato har i mange år har været en slags officiel "Star Wars"-dag – på grund af muligheden for at ytre det forjættende ordspil: May the 4th be with you! 

Allerede den 7. maj udkommer anden episode, mens de resterende afsnit herefter får premiere hver fredag.

Læs også: Rian Johnsons "Star Wars"-trilogi er stadig i støbeskeen

"Star Wars: The Bad Batch" handler om en eliteenhed af klonsoldaterne kaldet Clone Force 99 – eller slet og ret The Bad Batch. 

Gruppen af hårdkogte kloner blev oprindeligt introduceret i den populære "The Clone Wars"-serie, men nu får enheden altså sin helt egen føljeton, der foregår efter klonkrigenes ophør.

Her må de hårde hunde påtage sig nye, farlige missioner, mens gruppen kæmper for at finde sin rette plads i galaksen i kølvandet på Republikkens fald.

Serien er i gode hænder, idet manden bag de succesrige "Star Wars"-animationsserier, Dave Filoni, er om bord som executive producer.

Du kan i øvrigt se en teaser-trailer her:

Kommentarer

"Star Wars: The Bad Batch" får særlig premieredato

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen