Det kan godt være, filmen falder igennem, men anmeldelsen var i hvert fald en fornøjelse at læse. Bravo!
Anmeldelse: Last Night in Soho
Fans af Edgar Wright vil mæske sig i endnu et visuelt vidunder, mens andre vil gå tidligt hjem fra sodavandsfest i Soho.
Genkendelsens glæde ved referencemættede film er en fiks fidus, der ofte har til formål at udfylde hule fortællinger. Som bekendt buldrer tomme tønder mest, men enkelte instruktører formår alligevel at trække på mere end postmoderne nonsens i jagten på referencer for referencerne skyld, og endda skabe deres helt eget filmsprog ud fra de præmisser. Pastiche eller ej, vil det være umuligt ikke at nævne Edgar Wright i det åndedrag, som én af sin generations mest markante instruktører. "Last Night in Soho" er mere af samme buldren fra britens hånd.
Unge Eloise (Thomasin McKenzie) flytter fra provinsen til London for at forfølge sin drøm som tøjdesigner. Mødet med storbyen er ikke let for den særligt sensitive pige, og bedre bliver det ikke, da hun lejer et værelse hos et ældre mystisk kvinde i centrum af byen. Romantiseringen af The Swinging Sixties i den britiske hovedstad starter som harmløse drømme, hvor en anden ung kvinde, Sandie (Anya Taylor-Joy), altid optræder som hovedpersonen. Da Eloise får svært ved at skelne mellem virkelighed og drømmeverden smelter tid og rum sammen, samtidig med, at Londons gader viser sig at byde på mere end smarte fyre og uskyldigt udseende sangerinder.
Er man en smule velbevandret i ikoniske britisk producerede eller på anden vis britisk skabte film fra ‘60’erne, såsom "Fotomodeller jages" ("Peeping Tom"), "Chok" ("Repulsion") og "Psycho", vil plottet i "Last Night in Soho" næppe overraske, ligesom det heller ikke vil overraske, hvordan en referencebombe om den periode i hænderne på Edgar Wright eksploderer i legesyg hyperæstetik. For det er katten efter en rullende håndgranat, når balancen mellem thriller, komik og gyser ender i et nok så farverigt spektakel op ad væggene, men alligevel piver som et trampet heksehyl.
Modernitetstemaet i konflikten mellem individets indre liv og metropolen pulserende overflade er vendt og drejet siden Edgar Allan Poes "Man of the Crowd" fra 1840’erne, og har naturligvis vundet indpas i filmens levende billeder som et produkt af samme tid og teknologiske udvikling. Når navnebror Edgar Wright cirka 180 år senere flotter sig i den filmiske elegance, muligvis den flotteste og mest elegante i sit bagkatalog, som samtidig ikke imponerer, skyldes det ikke kun, at der ikke bidrages med noget interessant, som allerede er set før. I al sin iver efter at efterligne er "Last Night in Soho" som thriller-gyser hverken uhyggelig eller uforudsigelig, og falder især i anden halvdel over egne ben som en super flot, men ufrivillig spoof, på tidligere nævnte gyserfilm.
Uanset hvor mange gange der klippes i minuttet og hvor meget der maskeres med nok så fabelagtig redigering, for "Last Night in Soho" er suverænt klippet og filmet, lykkedes det aldrig Wright at ramme takt eller tone. Fortællingen er fortærsket og twistet gennemskuet efter kort tid, mens stemningen får aldrig opbyggelig ro til at blive uhyggeligt eller intenst. Selvom Thomasin McKenzie og Anya Taylor-Joy er en fornøjelse at følge i det kitschede univers, krydret tilpas med herlige Terence Stamp og Matt Smith, er der mere popcorn og rutschebane over Edgar Wrights hymne til britisk 60’er-gys, end at være tilnærmelsesvis så medrivende som de ikoniske film fra genren. Dét skal nu heller ikke fornægtes, og fans af Wrights tekniske perfektionisme vil med garanti mæske sig i endnu et visuelt vidunder, mens andre vil gå tidligt hjem fra sodavandsfesten i Soho.
Fans af Edgar Wright vil uden tvivl få en fest med "Last Night in Soho", der imponerer med sin hyperæstetiske former og farver. Andre vil efterlyse mere end kulørte lamper, når et undervældende plot folder sig ud i det øjeblik lyset slukkes.