Min anmeldelse af 'Jason Bourne'
Pyha ... Pyha!
Her bagefter filmen, som jeg lige er kommet hjem fra, føler jeg en kolossal lettelse. Jeg frygtede at skulle se en film, der manglede historie nok til at have nogen berettigelse, og/eller som ville føles som én stor gentagelse af ting vi allerede havde set før i Bourne-trilogien. Ingen af delene var på nogen måde tilfældet. Heldigvis. ... Eller nåja okay, ellers havde jeg jo bare holdt mig til den hidtidige trilogi og ignoreret den her films eksistens, præcist som jeg allerede gør med den isoleret set udmærkede, men sammenligningsvis væsentligt svagere og i sidste ende aldeles overflødige 'Bourne Legacy'.
Tonen slås an med blot nogle få erindringsglimt fra de foregående tre film og naturligvis John Powells velkendte Bourne-tema. Trods sin generhvervede hukommelse har Bourne ikke fundet fred i sit liv eller afklaring i forhold til fortiden. Enhver med blot skyggen af viden om psykologi, vil vide, at bevidstheden om at have meldt sig frivilligt til et job man nu kun har afsky og foragt tilovers for, ikke ligefrem er befordrende for et menneskes sjælefred og lykkefølelse. Det er ikke noget jeg har tænkt på før, men faktisk er det jo simpel logik. Kunne der således mangle et par brikker til puslespillet; et par brikker, som kunne sætte tingene i et andet perspektiv for såvel Bourne som os tilskuere, så der kommer en ny vinkel på historien? Svaret er et klart ja.
Historien i 'Jason Bourne' føles afgjort som en, der var nødvendig at fortælle. Og Greengrass & Co. er mere end veloplagte, ja, sprudler af fortælleglæde. Brikkerne til førnævnte puslespil får vi serveret løbende, på en helt naturlig måde og uden noget hemmelighedskræmmeri. Og når jeg bruger ordet "puslespil", mener jeg en FORKLARING, ikke et "mysterium", for det her er ikke et mysteriedrama, men en intelligent actionfilm hvor vi følger en afhoppet, tidligere agent, der ganske enkelt søger afklaring i forhold til sin fortid, og som indtil dette punkt ikke troede, at der var mere at få at vide. Kort sagt: Mens vi i 'The Bourne Ultimatum' får svar på HVORDAN David Webb blev til super-agenten Jason Bourne, får vi i 'Jason Bourne' svar på HVORFOR han dengang traf dette valg.
Tommy Lee Jones med hans stenansigt er i rollen som Robert Dewey præcist ligeså effektiv og kynisk som han var i 'The Fugitive'; blot med negative fortegn. Og hvor han i sin gamle, Oscar-belønnede rolle var aktiv ude i felten, styrer han her primært sine folk fra sit kontor eller kontrolrummet i CIAs hovedkvarter. Julia Stiles overbeviser som en mere oprørsk og selvstændig udgave af Nicky Parsons. Og Alicia Vikander gør det ligeledes godt som den ambitiøse CIA-agent Heather Lee, ligesom Vincent Cassel er perfekt castet som iskold lejemorder. Men det her er først og fremmest Matt Damons film, og det er ham og hans karakter, der gør filmen til noget særligt. Han ejer simpelthen den rolle! Og man mærker ikke et øjeblik, at han ikke har spillet rollen i 9 år.
Men hvor god er 'Jason Bourne' så i forhold til de tre foregående film? Tjah, 'The Bourne Supremacy' er stadig min klare favorit, bl.a. fordi den har mest følelsesmæssig slagkraft og indeholder den bedste biljagt i hele serien, samt fordi det er her Matt Damon for alvor satte standarden for hvordan den plagede, sårbare og vrede Jason Bourne skulle spilles. Og 'The Bourne Identity' er også stadig bedre end den nye film, fordi vores første rejse med den hukommelsestab-ramte Jason Bourne er og bliver en simpel, stærk og fascinerende fortælling; også efter at man som jeg ikke længere har tal på hvor mange gange man har set. Men jeg finder, at 'Jason Bourne' er ligeså god som 'The Bourne Ultimatum', hvis oprindelseshistorie den både supplerer og matcher perfekt.
Biljagten i Las Vegas er dog afgjort bedre end den fra New Yorks gader, man så i 'Ultimatum'. Både selve biljagten og hele optakten til den - en optakt der inkluderer et snigmord og et sammenstød mellem Bourne og CIA - er fremragende iscenesat og giver virkelig én følelsen af kaos, forvirring og ødelæggelse. Også scenerne fra Berlin og London med Bourne på jagt efter flere oplysninger, mens CIA (og specielt deres "trumf") hele tiden er lige i hælene på ham, fortjener at blive fremhævet. Og selvfølgelig scenerne fra Athen, hvor kombinationen af masseoptøjer, demonstranters vold, politiets tilstedeværelse, aftenmørke og Greengrass' velkendte shaky-cam og klipning giver tilskuerne følelsen af at være midt i begivenhedernes usikre og farefulde centrum.
'Jason Bourne' føles både stilistisk, stemningsmæssigt og narrativt som en fuldstændig naturlig efterfølger til Bourne-trilogien. (Og, ja, herefter hedder det jo forresten ikke længere Bourne-trilogien, men Bourne-KVADROLOGIEN!) Det er en mesterlig film, der ligesom sine forgængere adskiller sig fra de fleste andre actionfilm ved hele tiden direkte eller indirekte at skildre tabt menneskelighed, personlige tab og traumatisering, samt uskyldige menneskers død og mistet privatliv og paranoiafølelse som nogle af omkostningerne ved spion- og agentbranchen.
6/6