Take my money!!!
Første filmiske trailer til videospillet "Star Wars Jedi: Survivor" er landet
Til næste år kan du atter svinge lyssværdet i rollen som jedi-ridderen Cal Kestis i fortsættelsen til "Star Wars Jedi: Fallen Order".
I 2019 blev action/adventure-videospillet "Star Wars Jedi: Fallen Order" et overraskende megahit med over 10 mio. solgte eksemplarer.
Det kom derfor ikke som den store overraskelse, da Lucasfilm Games og Respawn Entertainment tidligere i år annoncerede efterfølgeren. Nu er den første teaser-trailer til "Star Wars Jedi: Survivor" så blevet frigivet, og den ser mildt sagt lovende ud.
Læs også: Nyt "Star Wars"-videospil på vej fra kvinden bag "Uncharted"-spillene
Som spiller indtager man atter rollen som den unge Cal Kestis, der er en af de få jedi-riddere, som overlevede Darth Sidious' grusomme nedslagtning af de noble krigere under Order 66.
Spillet tager sin begyndelse fem år efter begivenhederne i "Star Wars Jedi: Fallen Order". Cal og hans loyale droide-makker, BD-1, er stadig på flugt fra Imperiet, der ubønhørligt jager den hårdt pressede jedi.
Spillet byder på nye mysterier og nye grumme inkvisitorer, hvorfor Cal får brug for al sin snilde og seje jedi-skills i kampen mod det onde.
"Star Wars Jedi: Survivor" udkommer til PlayStation 5, Xbox Series X/S og pc engang i 2023. Du kan se den stemningsfulde teaser-trailer her: