Gudskelov for Kubricks version af Shining, som ganske vist tog sig nogle friheder, men var bare mere interessant skildring med stof til eftertanke. King forklarede sig alt for meget. Men ja, King har altid kritiseret filmen for at være kold med mindre spændende karakterer. Wendy er måske også det svageste led, men det ændrer ikke på filmen står langt bedre.
Moovy Exclusive: Stephen Kings filmatiseringer - fra det søde til det sure
Siden sin debut har Stephen King været en af de største forfattere i verden. Ikke kun indenfor den mørkere genre, men hele den litterære verden. Han er ikke kun den bedste indenfor sit felt, fordi han lader frygten krybe nedad nakken, men fordi han også interesserer sig for de karakterer, der interagerer i hans bøger. Sommetider er dette ikke en fordel for uhyggen, der i visse af hans værker udebliver, men for det meste er det med til at gøre fortællingen stærkere.
Men hvorfor er der så mange King-filmatiseringer, der ikke bliver halvt så gode som bøgerne? Og hvorfor er der nogle af dem, der ender med at være det oprindelige værk overlegent?
Med de ord vil de fleste komme i tanke om "Ondskabens hotel" og Kings meget offentlige utilfredshed med Stanley Kubricks filmatisering af historien om den plagede Jack Torrance, der bliver angrebet af vanvid, da han skal passe et hotel med sin familie over vinteren. Kubricks version af historien var en kynisk fuckfinger til selvoptagede familiefædre med ambitioner, mens King brugte sin stemme til at undersøge Torrances indre kamp mod alkoholisme i en metaforisk vanvidssfære. King var den varme fortæller, men Kubrick havde ingen tiltro til det gode i mennesket. Kings roman ender med ild. Kubricks film ender med kulde.
At King ikke er den bedste indikator, når det kommer til filmmediet, lå klart i "Maximum Overdrive" seks år efter "Ondskabens hotel". Selvom han var instruktør på filmen, kalder King den i dag en moron movie, og det er ikke langt fra sandheden. Ved at have en svag tematik om teknologiens dominerende effekt på menneskeheden troede King, at "Maximum Overdrive" ville være et relevant indskud i en (dengang) ligegyldig debat.
Kings samarbejde med den passionerede, men talentløse Mick Garris har været skadelig for mange filmatiseringer, der kunne have været bedre. "Søvngængerne" er en parodi på en skrækfilm, hvor hovedpersonen af lidet kendte årsager ikke kan tåle katte og derfor giver overspillet frit løb, når han ser katten Thomas O'Malley fra "Aristocats". Tv-versionen af "Ondskabens hotel" var ikke meget bedre, da den primært viste os Jack Torrance, som King oprindeligt ønskede ham i Stanley Kubricks version: en ynkelig mand, der brugte mere tid på at have ondt af sig selv end være skræmmende. Bedre gik det i Garris' version af "The Stand", men ikke nok til at tage pinen fra filmatiseringer af "Riding the Bullet" fra 2004 eller den tåkrummende "Desperation".
Det er Mick Garris, der er den uofficielle instruktør af Stephen King-filmatiseringer, men det er langt fra ham, der står bag de bedste. Da Brian De Palma fik sit gennembrud med "Carrie" i 1976 var det fortjent. Stephen Kings debutroman er inspirerende læsning, der burde anbefales til alle litteraturfans, men det var De Palma, der skabte den Carrie, Kings bog havde fortjent.
Samtidig er der Frank Darabont, den rige mands udgave af Garris, der i 1994 påbegyndte sin trilogi af King-filmatiseringer med Oscarvinderen "En verden udenfor". Den stime fortsatte med "Den grønne mil" i 1999 og endte med "The Mist" i 2007. "The Mist" foregik hovedsageligt i et supermarked under et angreb fra noget ukendt, der gemte sig i tågen, og den langede ud efter den hykleriske religiøsitet og menneskets grimme skyggesider, der har det med at dukke op under kritiske perioder (en tendens også Kings søn, Joe Hill, tager op i sin roman "The Fireman"). Men det er ikke derfor, "The Mist" efterlader et indtryk, men derimod på grund af en slutning, undertegnede stadig ikke kan tænke over uden at komme i nedtrykt tilstand.
Denne blev ændret fra Kings oprindelige slutning. Han er for det meste en forfatter, der tror på det endelige håb – at alting ender med godheden i behold. Mange mener, at dette er en af Kings største svagheder som forfatter; at han ikke er i stand til at slutte sine romaner i forhold til det, han sætter op.
I både bogen og miniserie-versionen af "It" fra 1990 er det eksempelvis overraskende nemt at komme af med Pennywise, der ellers har vist sig som en umulig fjende i denne mursten af en bog. Om den længeventede filmatisering af romanen har tænkt sig at ære den slutning, er svært at sige. Men lige præcis med "It" er det heller ikke det værste, der kunne ske; det værste ville være at beholde den absurde gruppesexscene med 11-årige børn i hovedrollerne, som King skrev efter en periode med alkoholisme og kokain som sine faste kolleger.
Miniserien "It" endte til sidst med ikke at kunne genskabe den desperate stemning af frygt, usikkerhed og følelsen af at vokse op under konstante farer, der kom indefra, udefra og fra en dødeligt insisterende klovn. Her er et værk, der fortjener en genindspilning. Lad os krydse fingre for den og for at Kings oprindelige værk får den film, den fortjener. Uden orgie, tak.