Utrolig anmeldelse! Som all-time glødende Pixar-fan, er dette sød musik i mine ører, og jeg glæder mig nu om muligt endnu mere til fortsættelsen af den fabelagtige original. Lader til, at studiet er inde i en super-god stime igen efter “Coco”, som jeg var helt vild med. Bliver gang på gang forbløffet over hvordan Pixar elegant formår at levere den ene sjove, actionfyldte, overdådige og rørende perle efter den anden med talrige uforglemmelige scener. Can’t wait!
Anmeldelse: De utrolige 2
Pixars længe ventede "De utrolige 2" er en helt igennem fremragende opfølger til én af de bedste superhelte- og animationsfilm til dato.
Fortsættelser til højt elskede film er en disciplin, der sjældent mestres. Selvom det fra tid til anden lykkes med hæderlige opfølgere, kan det at lave toere med rette siges at være forbundet med forbandelse. Undtagelser bekræfter til tider reglen, såsom med "De utrolige 2". Og hvem skulle have troet, at opfølgeren til sidste årtis måske bedste animationsfilm er præcis lige så utrolig som etteren?
Som tidligere er superhelte gjort ulovlige. Dette ændrer sig, da rigmands-søskendeparret Winston og Evelyn henvender sig til de nu normaliserede De Utrolige. At være superhelt skal markedsføres som noget positivt og elegant, der ikke efterlader storbyer i ruiner; henvendelse sker derfor direkte til Elastipigen. Dybt forsmået skal Hr. Utrolig nu passe ungerne, mens konen er ude i byen for at fange forbrydere. Hvilket langt fra er ligetil, nu de tre børn har mere eller mindre kontrollerbare superkræfter. Skjulte agendaer i kulissen samler endnu engang hele den dysfunktionelle familie, der trækker i designer-trikots uden kapper.
Frygten for, at Disney ved købet af Pixar i 2006 ville kvæle den løsslupne kreativitet, som animator John Lasseter var med til at forme med banebrydende "Toy Story" fra 1995, er ad flere omgange gjort til skamme. På 14 år er der sket meget indenfor computeranimation. Hvor "De utrolige" dengang satte nye standarder ikke alene teknologisk, formåede instruktør Brad Bird intelligent at sammensmelte fjollet komik for de små samt skarp satire og samtidsreferencer for de voksne. Med Bird bag roret igen fortsætter "De utrolige 2" ned ad samme forrygende boldgade.
Humor og gags er vejen til perspektiv, og netop Pixar er super til at komme rundt om alle lag i den gode historie. Herlig kreativitet og veltimet dynamik i sammenfletningen af action og komik ses i adskillige nedslag og sideplots, der altid hækles elegant til hovedplot og tema. Ikke at historien er nytænkende, men spilopperne mellem klichéer og opfindsomhed opvejer det i et bemærkelsesværdigt sprudlende friløb. Højdepunkterne – såsom eksplosiv lussinge-kamp mellem familiens baby og en arrig home invasion vaskebjørn foranlediget af en tv-krimi – bryder dog aldrig med fantastisk velskrevet dialog og særdeles fjollede optrin. "De utrolige 2" er bedst på originalsproget med pointer, der altid vil være svære at erstatte – særligt med stemme-tilføjelser af Bob Odenkirk og Catherine Keener. Her erstatter Pilou Asbæk og Danica Curcic glimrende, mens dialogerne på dansk bestemt stadig er sjove.
Hvor "De utrolige" under overfladen fiskede efter fatal fankultur, bevæger Brad Bird sig denne gang ind i det kønspolitiske minefelt. Det er jo aktuelt. Og her forskånes ingen. Når komikken spidsfindigt vender kønsroller og familienormer på hovedet, forenes Hr. Utrolig og Elastipigen som nødvendige modsætninger i kernefamilies navn. Serveret uden dogmatik og trættende pubertær kønskamp, sat på et velanrettet bord med masser af kulørte og smagfulde indslag. Dette subtilt underbygget af en diskret latterliggørelse af det formynderiske massemedie-samfund, hvor bagvedliggende kræfter i medierne er styrende for, hvad der er rigtigt og forkert, frem for at søge balance i nuancerne. For sammenhold er vel omdrejningspunkt for alle familier og samfund, uanset hvor højtflyvende forskellighederne end er.
Pixars længe ventede "De utrolige 2" er en helt igennem fremragende opfølger til én af de bedste superheltefilm og animationsfilm til dato. Veloplagt satire og charmerende komik, der taler til alle aldre, mens balancen mellem flere fortællerlag fastholdes uden at blive forceret. Perfektion. Disney, stik så Brad Bird den livstidskontrakt.