Anmeldelse: Diego Maradona
Frisk skildring af det totale kaos omkring den argentinske fodboldgud – og kontrasten mellem myten og mennesket.
Ved VM i Rusland i 2018 var alles øjne på Diego Maradona. Ikke af fodboldmæssige grunde – disse glansdage er for længst ovre. Nej, den lille argentiner levede op til sine tricks i en anden forstand. Med dans på tribunerne, selfies med fans og en dæmonisk tilstand af eufori, hver gang elskede Argentina scorede. Memes og YouTube-videoer blev delt hurtigere, end du kunne nå at sige Guds hånd. Men der var en anden side af Maradonas russiske eskapader. Så hvordan kom vi hertil? Hvordan blev den mest begavede og idoliserede fodboldspiller i hans generation en figur for latterliggørelse og foragt?
"Diego Maradona" udpakker som dokumentarfilm dén fortælling, solidt instrueret af Asif Kapadia, som tidligere har stået bag anerkendte dokumentarer som "Senna" og Oscar-vinderen "Amy". Vi følger den tidligere fodboldstjernes liv og karriere gennem brug af omhyggeligt arrangerede arkivoptagelser. Filmen fokuserer især på det otte år lange ophold i den italienske klub Napoli – lige fra hans hysteriske ankomst ved modtagelsen af titusinder af Napoli-fans og til afskeden midt i kontroverser om stofmisbrug.
Ligesom med Kapadias tidligere film er "Diego Maradona" endnu en fascinerende undersøgelse af den skadelige virkning, som offentligheden og berømthedsstatus kan have på et ungt talent. Dog bringes ikke så meget nyt på banen, og mange af detaljerne er velkendte. Optagelserne fra fodboldbanen er dog en fornøjelse at se. Her fanger man Maradona på sit bedste, når han glider forbi forsvarsspillere med et tempo og en kontrol, der så sjældent ses. Et udstillingsvindue af naturlig genialitet og evne. Det er stor underholdning at følge opture i den italienske Serie A, ved VM i fodbold og i UEFA cuppen.
Filmen fremlægger en overbevisende forklaring på dualiteten i stjernens personlighed: Kløften mellem den private Diego og den offentlige persona, Maradona. Den kærlige partner, der spiller tennis med sin kæreste, versus den festglade dreng, der flirter og danser med et hav af kvinder. Den dedikerede sportsmand, der løber på løbebånd, versus den vilde mand, der tager på tredages kokain-ture efter kampe. Hans tidligere personlige træner siger, at han ville gå til verdens ende med Diego, men ikke ét skridt med Maradona. Her laves ikke et gudebillede af manden, men et ærligt portræt af kvaliteterne som fodboldspiller og den enorme respekt, én af historiens bedste fodboldspillere nød tilbage i 80'erne.
En interessant parallel drages til Maradonas egen marginaliserede status ved at vokse op i slummen i Buenos Aires, og hvordan byen Napoli i Syditalien blev set ned på af resten af landet – samt hvordan forventningerne til Maradona voksede sig enormt store der. Men det er trist at se, hvordan Diego Maradona snubler på privatfronten, vikler sig ind i mafiaen, og tackler presset på uheldig vis, som skal vise sig at få store konsekvenser.
"Diego Maradona" er et must-see for fodboldfans, men tilbyder også en dybt engagerende og tankevækkende karakterundersøgelse for den mindre fodboldinteresserede seer. Mod slutningen tabes pusten en smule, da tempoet falder markant i den sidste halve time, og dette kan måske skyldes manglen på en endelig konklusion. Tragedien slår ikke lige så hårdt her som i "Amy" og "Senna", siden Maradona fremdeles lever, men filmen fortæller et stykke fodboldhistorie nuanceret, medrivende og interessant.