Anmeldelse: Niels Bohr – verdens bedste menneske
Tynd Niels Bohr-dokumentarfilm gør ikke en af de allerstørste videnskabsmænd i historien ære.
Niels Bohr er kommet i vælten. Sidste år var det 100 år siden at den verdenskendte fysiker fik Nobelprisen i en alder af 38 år. Danskerens betydning for videnskaben kan næppe undervurderes, selvom tidens tand har det med at kaste selv de allerstørste skikkelser i verdenshistorien i glemsel. Derfor er Anna von Lowzow og Marie Breyens dokumentarfilm om Bohr både tiltrængt og sympatisk. Desværre er den ikke hverken særligt dybdegående i hvad der gjorde forskeren så banebrydende, eller formår at oplyse som andet end en historisk gennemgang af hans liv og virke formet som et helteportræt.
Men altså, det er jo Niels Bohr. Der er alt muligt grund til at gøre manden til en helt. "Niels Bohr – verdens bedste menneske" sætter ord på, hvem mennesket bag var. Og løber igennem, hvilket aftryk fysikeren satte og efterlod sig. Ikke alene som videnskabsmand, men også måden at tænke samarbejde på tværs af nationer ind i videnskabens verden og derfor blev et omdrejningspunkt i den globale forskningsverden.
Budskabet i "Niels Bohr – verdens bedste menneske" røber sig i titlen. Og man fornemmer, at filmen er rettet mod skoleelever i den lette formidling, med en tone, der er i næsegrus beundring over Bohrs bedrifter, samt det sympatiske og fredselskende væsen bag. Beklageligvis føles Anna von Lowzow og Marie Breyens film mest af alt som en TV-dokumentar fra 80’erne.
Måske hjælper det at sidde med fysikbogen eller have et indblik i atomers opbygning, sådan at det ikke er så nødvendigt at have det gennemgået tilfredsstillende i en film om netop manden bag. Den indsigt glemmes i den historiske A-Z gennemgang og indforståede anekdoter om Bohrs privatliv, som ganske vist er sjove at få med. Men det er ærligt talt ikke er særligt interessant. Især ikke når man ved, hvor kæmpe en betydning han har haft med sin videnskab. Filmen skal nemlig også bruges i undervisningsøjemed. Hér kunne man med fordel have placeret andre fysikere og videnskabsteorier overfor Bohr, nu han alligevel var omdrejningspunkt for en lang række af slagsen der rejse til København og Niels Bohr Instituttet på Blegdamsvej.
Kvantemekanik ér fantastisk kompliceret og fantastisk spændende. Selvom professorerne Anja C. Andersen og hans barnebarn, Tomas Bohr, er yderst kompetente formidlere, forbliver det en historisk gennemgang og på overfladen. Med nære kollegaer og diskussionspartnere som Albert Einstein, Werner Heisenberg, Erwin Schrödinger og Lev Landau havde det pyntet med et indblik i deres forskellige videnskabelige ståsteder. Mest interessant er det, når atombombe-problematikken og Den kolde krig bringes på banen som modsætning til Bohrs tilgang med videnskaben som ét fælles samarbejde. Men det er slet ikke nok til at udleve potentialet bag forskeren, samt den vanvittigt spændende historiske periode. 77 minutter er for kort tid til dét, og alligevel føles filmen for lang.
"Niels Bohr – verdens bedste menneske" indfrier ikke potentialet i at optegne en fyldestgørende skitse over Danmarks største videnskabsmand. Måske er instruktørerne Anna von Lowzow og Marie Breyen fanget på mellemhånd i sted mellem undervisningsmateriale og moderne dokumentarfilm. Selvom det ikke er godt nok i forhold til at levere som grundig fortælling om fysikkens verden eller kvantemekanik, men lykkedes dels som historisk indblik og med sin andel af anekdoter fra Tomas Bohr og Anja C. Andersen.