Anmeldelse: 37

I disse selvcentrede tider debuterer danske Puk Grasten med en film om menneskets fralæggelse af ansvar og evige ønske om at forblive passiv i situationer, der kræver handling, og som kan have konsekvenser.

"37" fremlægger historien om mordet og voldtægten på Kitty Genovese i 1964. Ifølge en artikel, der blev publiceret i The New York Times et par dage efter mordet, skulle der have været 37 vidner til forbrydelsen, som alle undlod at gribe ind. Efterfølgende har det vist sig, at tallet var vildt overdrevet, og at folk forsøgte at komme Genovese til undsætning. Ikke desto mindre har sensationen vedrørende mordet ført til det, der kaldes "Genovese-syndromet" eller "bystandereffekten". En slags lemminge-effekt, hvor mennesker vælger at forbinde sig til en gruppe og derved opføre sig ignorant – fremfor at tage personligt ansvar.

Uanset hvad der er fakta eller fiktion ved sagen, er det et aktuelt og interessant emne, hvor der for alvor synes at være en stor grad af egocentrisme og fralæggelse af ansvar. Baggrunden for "37" har derfor potentialet til en opsigtsvækkende og dramatisk fængende historie.

Desværre er det ikke tilfældet med "37", der  vil for meget og fejler i forsøget. Filmen introducerer forskellige personer og familier, der har dét tilfælles, at de bor i samme nabolag. Alle ved, hvem der hører til hvor, men i de fleste tilfælde er de distancerede fra hinanden både fysisk og mentalt. Meningen er, at publikum skal lære alle personerne at kende. Problemet er, at det gør vi allerede. Der er nemlig dømt stereotype galore, og dét gør alting noget så uinteressant.

Vi har den afroamerikanske familie bestående af den overbeskyttende mor og den hårde far, der forsøger at gøre sin dreng modstandsdygtig i en hård og dømmende verden. Et andet sted i bygningen har vi den ensomme mor, som har et dysfunktionelt forhold til sin mand. Kommunikation er et af hovedproblemerne i deres ægteskab, hvilket resulterer i en ustyrlige søn. Immigranten med et underdanigt erhverv, men hjertet på rette sted. Den mærkelige pige, som ingen vil lege med. Den kriminelle særling er også repræsenteret i et altoverskyggende stereotypisk persongalleri.

Måske kunne stereotyperne forsvares med, at det skal vise, at emnet vedkommer alle – men mange af karakterernes reaktioner er fuldstændig urealistiske. Som eksempelvis når en lille dreng flere gange fortæller sin far, at han kan se en kvinde blive overfaldet, og farens reaktion er at afvise det blankt. Uden så meget som et lyntjek ud ad vinduet.

Alle disse ting kunne måske til nøds gå, hvis ikke det var på grund af måden, de bliver præsenteret på. Et konstant bevægende kamera og prætentiøs montageklipning irriterer blot yderligere og gør intet andet end at stå i vejen for historiens udfoldelse. Samtidig er filmens slutning brat og uden nogen form for resolution.

Det føles som en sidste mavepuster til lige at minde om, at den sidste halvanden time har været ligegyldig. Det er virkelig en skam, at det bedste ved filmen og det eneste højdepunkt er, når Savage Rose-nummeret "Wild Child" brager igennem over en malplaceret montage. Puk Grastens ideer omkring filmen er ret interessante. Havde hun blot formået at formidle dem bedre... Mon ikke der i fremtiden vil komme nogle mere veludførte og gode film fra Puk Grasten.